Hvor langt rækker Venstres nye skattepolitiske EU-kurs egentlig?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kan have vælgerne undskyldt, hvis de er forvirrede over Venstres kurs i forhold til skattespekulation. Venstres spidskandidat til EP-valget, Morten Løkkegaard, mente for et år siden, at Socialdemokratiets forslag om en fælles EU-bund under selskabsskatten var »mistænkeligt nemt«, mens skatteministeren Karsten Lauritzen så sent som i december 2018 afviste, at der overhovedet var behov for en EU-bund.

Men valgkampe er som bekendt højsæson for kovendinger. Løkke lancerede således i sidste måned en ny Venstre-politik på skattespørgsmålet. Nu ser Venstre et behov for fælles EU-regler for at forhindre et ræs mod bunden, hvor nogle lande spekulerer i at sænke skatten mest muligt, og virksomhederne spekulerer i at flytte overskuddet derhen, hvor de kan betale mindst muligt i skat. Det er positivt, at Venstre anerkender problemet, for den danske statskasse mister ifølge ny forskning 3,5 mia. kr. årligt til andre EU-lande, når selskaber laver aggressiv skatteplanlægning.

Vil det sige, at Socialdemokratiet og Venstre nu er enige om indsatsen over for skattespekulation i EU, sådan som det er blevet fremstillet i pressen? Desværre ikke. Hvor Venstre nu har fået de rigtige holdninger på hylden, kniber det dog med at støtte de delelementer, der er nødvendige for at tiltagene overhovedet kan blive til virkelighed. Det drejer sig først og fremmest om to ting.

For det første hænger Venstre i selen i kampen for det, man i skattesprog kalder land for land-rapportering. En af årsagerne til at multinationale selskaber kunstigt kan overføre overskud til skattelylande er, at de aktuelt ikke skal aflægge regnskab i alle de lande, de har aktivitet i, men i stedet kan nøjes med at aflægge globale og regionale regnskaber. Derfor dukker virksomhedernes overskud – sjovt nok – ofte op i landene, hvor skatten er lav. En offentligt tilgængelig land for land-rapportering vil gøre det nemmere at følge virksomhedernes skattebetalinger og sværere for virksomhederne at skjule aggressiv skatteplanlægning. Derfor er det beklageligt, at den Venstre-ledede regering har besluttet, at Danmark ikke skal gå forrest i kampen for forslaget.

For det andet vil Venstre ikke gøre op med de støvede beslutningsprocedurer, der udstyrer europæiske skattelylande som Holland, Irland og Luxembourg med vetoret, når Det Europæiske Råd stemmer om forslag mod skattefusk. Venstre skylder at forklare, hvordan det forestiller sig, at den fælles bund under selskabsskatten kan blive vedtaget med de nuværende stemmeregler på skatteområdet i Det Europæiske Råd. Lige så længe skattelylande som Holland, Irland og Luxembourg er udstyret med vetoret, lige så længe vil de blokere for vedtagelsen af de nødvendige indgreb mod det angreb på samfundskontrakten, som international skattefusk udgør.

Vi mener, at det fortsat er EU’s medlemslande, der selv skal fastsætte og indkræve skatter. Men hvor landene måske har juridisk selvbestemmelse, når det gælder selskabsskatten, har de i høj grad mistet den reelle selvbestemmelse. Så længe de europæiske skattelylande får lov at fastholde deres skadelige veto, vil Danmark blive ved med at gå glip af skatteindtægter.

Derfor vil vi i Socialdemokratiet kæmpe for at udfordre de europæiske skattelylandes mulighed for at sylte dybt nødvendige tiltag i kampen mod skatteundgåelse og skatteunddragelse – f.eks. fælles bund under selskabsskatten. Hvis regeringen og Venstre ikke fortsat viser sig uvillige til at tage det opgør, er Venstres nye skattepolitiske kurs en »mistænkelig nem« omgang.