Landbruget er ved at løse kvælstofproblemer
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I landbruget forholder vi os til, at Aarhus Universitets nye udledningstal viser, at de danske fjorde og farvande blev tilført mere kvælstof i 2017 end året før, og vi er klar over, at det resultat ikke lever op til forventningerne i forbindelse med Landbrugspakken. Men – man kan ikke tage et enkelt, usædvanligt regnfyldt år, 2017, som indikator. Udledningen bør retfærdigvis observeres over en længere periode især i disse år med voldsomme udsving i vejret.
Med det sagt gav landbrugspakken os lov til at gøde mere mod at sørge for mindre kvælstofudledninger til vandløb, fjorde og farvande. Vi har påtaget os den opgave, men det viste sig af forskellige årsager at tage længere tid at sætte i værk end forventet.
Til gengæld kan vi nu sige, at vi er kommet i gang med at effektuere. I det østjyske lægger vi mange kræfter i at etablere så mange minivådområder som muligt. Det vil vi, landboforeningsformænd, også tage op på de snarlige generalforsamlinger, da vores medlemmer kan få hjælp til projekterne.
I et minivådområde løber drænvand fra de dyrkede marker ind i et antal åbne vandbassiner med organisk materiale i bunden, som omsætter kvælstof og binder fosfor. Effekten af minivådområdet stiger med årene, og her kan skabes smukke naturområder, hvor fugle og vildt kan holde til.
Noget andet vi er i gang med er at etablere efterafgrøder (vintergrønne marker), der optager kvælstoffet i løbet af vinteren og at udlægge arealer med græs og/eller rejse skov.
Der er også en rivende udvikling i gang for at optimere vores dyrkningsmetoder og udvikle nye. På Aarhus Universitets forsøgscenter Foulum knokler forskerne sammen med os på at finde en effektiv metode til at udvinde proteiner fra græs til brug i fødevarer. Når den kommer, stiger antallet af græsarealer – og hermed kvælstofopsamlingen yderligere.
Endelig er vi også i gang på et helt andet felt. Via Vejle Kommune og Bestyrelsen for Vejle Fjord og Ådal støtter landbruget det forsøgsarbejde, Vejle Amatørfiskere gør med muslingeopdræt. Muslinger filtrerer vand effektivt og vil bruge den sidste eventuelle rest af kvælstof som ernæring. De kan høstes og spises bagefter, og så er ringen sluttet.
Med andre ord: Landbruget er i gang, og vi står selvfølgelig ved vores ansvar.