Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Faktuelle fejl klæder ikke stadiondebatten

Stadiondebatten kører på sit højeste i kølvandet på den nyligt offentliggjorte stadionanalyse, og det vækker naturligvis mange følelser, da genstanden for debatten er et historisk område med mange interesser.

Jacob Nielsenadm. direktør, AGF A/S

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Derfor er det også godt, at kommunen har investeret i en omfattende rapport, der er med til at skabe gennemsigtighed i debatten – uden at skele til dens anbefalinger i øvrigt.

Debat er sundt, men vi må også kunne forvente, at det holdes på et rimeligt niveau. Således havde det været naturligt, at Jens Ove Christiansen i sit læserbrev ”AGF i eget hus på Fredensvang” bragt her i JP Aarhus for nylig havde oplyst, at han er tidligere hovedformand for Aarhus 1900 i næsten 20 år og dermed stærk fortaler for atletikken.

Med den baggrund kan man godt undres over, at læserbrevet kan være fyldt med så mange faktuelle fejl, som tilfældet er:

  • En flytning af væddeløbsbanen i 2030 er ikke opstået gennem stadionrapporten eller på en opfordring fra AGF, men en byrådsbeslutning foretaget helt tilbage i 2013.
  • AGF anviser ikke løsninger, der skader andre. Vores konkrete løsningsforslag sikrer netop, at atletikken får sit eget atletikstadion med det samme antal løbebaner som i dag.
  • Det er forkert, når Jens Ove Christiansen skriver, at Fredensvang er et kommunalt anlæg. Træningsanlægget er ejet af foreningen AGF af 1880, som AGF A/S betaler mere end en mio. kr. årligt i drift for at træne på til daglig – i øvrigt som en af de eneste klubber i Danmark. Øvrige Superligaklubber anvender kommunalt ejede anlæg og får derfor finansieret deres professionelle træningsanlæg af de respektive kommuner. AGF A/S har sammen med AGF af 1880 tilvejebragt en samlet finansiering på mere end 40 mio. kr. i infrastrukturen på Fredensvang (klubhus, baner m.m.)
  • Det er også forkert, når det påstås, at AGF A/S har ansvaret for driften af Marselisborghallen. Vi bruger hvert år adskillige mio. kr. på at vedligeholde og udvikle Ceres Park & Arena, som ud over stadion bl.a. rummer tre idrætshaller, arenaen, Team Danmark-centret, café, kollegie, mødelokaler og konferencecenter. Et velfungerende campus for de mange forskelligartede brugere.
  • Og når indlægget afsluttes med en svada om, at AGF skal »gå i spidsen med egne midler i stedet for at tryne andre brugere i stadionområdet«, må jeg ydmygt minde om, at AGF fra starten har meddelt, at vi gerne finansierer 50 mio. som anlægsinvestering og i øvrigt er villige til at øge vores nuværende leje på over to mio. kr. årligt.

Når så de faktuelle fejl hermed er ryddet af vejen, så må jeg anerkende, at Jens Ove Christiansen og atletikkens folk også i 1990’erne var stærke lobbyister, hvilket gav dem et atletikstadion, mens fodbolden i Aarhus måske var for tilbagelænet, fordi ombygningen af Aarhus Stadion var før alle andre i Danmark (og resten af Europa), og således uden kendskab til udviklingen, som i dag betyder, at alle danske stadions efterfølgende er ombygget uden løbebane, og det samme gør sig stort set gældende i resten af Europa.

I AGF tror vi på en helhedsløsning for hele området, der kan tilgodese alle de nuværende interessenter, og vi er klar til at investere. Derfor hilser vi også det seneste initiativ yderst velkommen, hvor alle områdets interessenter mødtes for at finde en fælles løsning, der løfter hele området som et byudviklingsprojekt.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.