Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ceres Park og Jydsk Væddeløbsbane

Som enhver anden erhvervsvirksomhed bør AGF finansiere sine egne produktionsfaciliteter.

Kristian Birkmoseprojektleder, Solbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Aarhus Kommune har bestilt en ekstern konsulentrapport, som skal belyse fremtidsmulighederne for området omkring Ceres Park og Jydsk Væddeløbsbane. JP Aarhus kunne forleden vise rapportens forskellige scenarier.

Alle tre scenarier vil medføre ny bebyggelse og nye sportsfaciliteter i området, herunder et nyt fodboldstadion. De vil alle medføre en betydelig nettoudgift for Aarhus Kommune, da udgiften til et nyt fodboldstadion langt fra opvejes af indtægter fra salg af byggerettigheder, med mindre hele væddeløbsbanen og området omkring bebygges, hvorved såvel travsport som atletik gøres hjemløse, idet et nyt fodboldstadion tænkes anlagt uden løbebaner.

For ikke at lede Bünyamin Simsek, Rabih Azad-Ahmad og det øvrige byråd i fristelse, bør kommunalfuldmagten ændres, således at det ikke vil være muligt at bruge skattekroner på at finansiere erhvervsvirksomheders produktionsfaciliteter.
Kristian Birkmose, projektleder, Solbjerg

Rådmændene Bünyamin Simsek (V) og Rabih Azad-Ahmad (R) påpeger begge, at breddeidrætten skal tilgodeses. Dette vil kunne gøres uden at kommunen påtager sig den voldsomme økonomiske byrde det er at finansiere et nyt fodboldstadion. Og hvem vil næsten som den eneste have glæde af et nyt stadion? Det vil AGF A/S, der er en erhvervsvirksomhed, som genererer størstedelen af sin omsætning gennem professionel fodbold. Som enhver anden erhvervsvirksomhed må AGF A/S forventes selv at finansiere sine produktionsfaciliteter. Det kan i alt fald aldrig være en kommunal kerneopgave.

For ikke at lede Bünyamin Simsek, Rabih Azad-Ahmad og det øvrige byråd i fristelse, bør kommunalfuldmagten ændres, således at det ikke vil være muligt at bruge skattekroner på at finansiere erhvervsvirksomheders produktionsfaciliteter.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.