Inspirerende tv: Gerne mange flere unge på plejehjem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Johannes og Børge, der går til barberen og drikker øl.

Kristoffer, der træner fitness med Ester.

Den demensramte Fakri fra Iran og 23-årige Rhiannon, der efter en lidt skæv start finder hinanden og hygger sig med iranske YouTube-klip og tegnsprog.

Det er rørende og morsomt at se, hvordan de unge går til opgaven, og starter aktiviteter op, der også indimellem inspirerer medarbejderne.

Kristoffer laver f.eks en lille event, hvor flere af beboerne får mulighed for at prøve virtual reality-briller. Oplevelsen er med til at få ro på Carsten – en beboer med demens, som ellers har haft det dårligt og været ked af det. Nu er han pludselig glad og levende igen.

Og det er tydeligt, hvordan de nye initiativer er et frisk pust og giver mange gode oplevelser og samvær generationerne imellem. Kaj, der også lider af demens og næsten ikke taler, kan pludselig fortælle længe om sin barndom på landet, da Johannes får den gode idé at tage et lille levende lam med på plejehjemmet.

Kontrakten for programmerne er enkel. De unge bor og spiser gratis i et halvt år på det aarhusianske plejehjem Abildgården. Til gengæld skal de mindst en time om dagen være aktive besøgsvenner, der gør noget for de ældre beboere.

Men det, der gør programmerne værd at se, er mindst lige så meget alle de overvejelser, de unge gør sig. Hvad skal jeg gøre, når nogle af de ældre med demens er hårde ved hinanden? Skal jeg bare grine med, eller hvad kan jeg gøre?

Et af de store spørgsmål, der melder sig for de unge gennem programmerne er: Hvad skal der ske med demente Carstens gravhund Rex, når Carsten ikke selv kan passe ham længere? Kan Carsten leve uden sin hund? Og Rex uden Carsten?

Når vi taler frivillighed, så fokuserer vi tit – med rette – på, hvordan man som frivillig kan gøre en forskel for dem, der har brug for hjælp. Men vi glemmer, hvor meget der går den anden vej. Hvor livsbekræftende relationen og kendskabet - og det at man får lov til at komme tæt på og drage omsorg – faktisk er.

De seks programmer viser, at det er udfordrende for de fem unge at bo på et plejehjem, hvor den største andel af beboerne lider af demens. Nogle er udadreagerende. Andre kan ikke huske, hvad de oplevede lige før. Men der er ingen tvivl om, at når den sidste flyttekasse er båret ud igen, så har de unge fået en oplevelse for livet. De glemmer aldrig de mennesker, de mødte her, og de oplevelser de fik sammen.

Unge Rhiannon er en følsom sjæl, der gerne vil gøre det godt og gøre en forskel. Men hun bliver også frustreret, fordi det kan være svært at skabe relationer til mennesker, som ikke kan huske så godt. På et tidspunkt fylder det meget for hende, at tonen mellem beboerne i køkkenet er hård, og hun overvejer, om hun overhovedet kan gøre en forskel.

Men i stedet for at give op tager hun imod gode råd fra en demensrådgiver, og til påske klæder hun sig ud som påskefe bevæbnet med påskeæg og får skabt både grin og glæde hos beboere og personale.

Det er en vidunderlig erfaring at få sig, for den vil hun jo altid kunne trække på i mange andre situationer. Og det er ikke noget, man kan læse sig til i en bog eller få ved at sidde på en skolebænk. Det kræver, at man investerer sig selv i andre mennesker. Bid mærke i det. For det er måske den vigtigste grund til, at vi skal forsøge at få generationerne til at mødes mere. Fordi relationerne er guld værd. Både for de gamle og de unge.

Vi siger ikke, at nu skal alle unge til at bo på plejehjem, og at vi på den måde vil få en hær af frivillige. Men der findes allerede eksempler ude i virkeligheden, hvor man udnytter tomme boliger og lader unge flytte på plejehjem.

På plejehjemmet Sølund har man f.eks fået plads til 150 ungdomsboliger med udsigt til søerne. I Aarhus bygger vi Generationernes Hus. Og i Nordjylland overvejer man lige nu, om man skal omdanne tomme ældreboliger til ungdomsboliger.

Vi ser også eksempler, hvor man i nyt byggeri blander boligtyperne f.eks i Farum Midtpunkt, hvor der ligger seniorboligfællesskaber på toppen af en ny flot bygning og familieboliger og ungdomsboliger på de øvrige etager. Kommuner og private aktører begynder at tænke ældre – og socialpolitik ind i byplanlægningen. Det er vigtigt.

Tidligere byggede man plejehjemmet i udkanten af byen eller lavede en by i byen kun for ældre f.eks De Gamles By i København. En stillezone, hvor de gamle kunne være i fred. Dø i fred. Den byggeform bliver heldigvis udfordret og gentænkt i disse år, for vi har ikke brug for reservater for henholdsvis unge og gamle. Vi har brug for at mødes, og for at der er mulighed for noget så gammeldags som sameksistens.

Det kan ske på mange måder. På Lolland har man bygget en stor multihal sammen med ældreboliger. Og det behøver ikke at involvere byggeri. Mindre kan gøre det.

Det kan være en legeplads opført på plejehjemmets grund. Eller som på Filskov Friplejehjem i Billund, hvor man lige har indviet en kørestolsvenlig sti, der fører gennem en lille bevoksning og over til spejdernes hytte. Så kan spejderne bruge plejehjemmets grund, og de ældre kan komme på en lille udflugt hen til spejdernes bålplads.

Mange steder har man stor glæde af besøgsbabyer, og i Fredericia har man tænkt videre. Her giver man store børnehavebørn et forløb, hvor de bliver uddannet demensvenner. Det sker gennem leg på plejehjemmet, der ligger lige ved siden af børnehaven.

Projektet er så stor en succes, at man har planer om at udvide det til alle kommunens 8. klasser.

De lokale initiativer spirer, og de må gerne få endnu mere fat. For vi har desværre for mange ensomme – både unge og gamle i Danmark. Og det er en skam, når vi kan få så meget mere ud af at være sammen og investere os selv i hinanden.

Skulle der stadig sidde nogle tvivlere tilbage, så kan vi berette, at siden DR2-programmerne første gang gik over skærmen, har mere end 60 personer og syv foreninger henvendt sig til plejehjemmet, hvor iranskfødte Fakri bor nu.

Alle er interesserede i at hjælpe hende. Hvis ikke det er medmenneskelighed? Fakri har i dag en fast besøgsven, der taler hendes sprog.