Fortsæt til indhold
Aarhus

Alvorlig premiereskade i Århus Håndbold

Århus må undvære Minik Dahl Høegh. I værste fald er han ude hele sæsonen.

Et stort nederlag til et oprykkerhold og en alvorlig skade.

Århus Håndbold har ikke fået en drømmestart på ligasæsonen. Bagspilleren Minik Dahl Høegh blev skadet, da klubben lørdag tabte i sæsondebuten på udebane med 25-32 til Nordsjælland Håndbold.

Han landede uheldigt ned på sit venstre knæ efter en scoring. De første undersøgelser tyder på, at Minik Dahl Høegh har ødelagt et korsbånd i sit venstre knæ.

»Så løst som det knæ føles, tror jeg desværre, at det er det bagerste korsbånd, der er røget. Men vi ved først mere, når der er blevet foretaget en MR-scanning senere på ugen,« siger Morten Frank, der er fysioterapeut for Århus Håndbold.

Først om godt en uge vil der ligge en endelig diagnose. Der venter nu en pause på alt imellem en måned og et år alt afhængig af, om det bliver nødvendigt at foretage en operation. Under alle omstændigheder venter en længere pause, og han er ikke med, når Århus Håndbold tirsdag aften åbner sæsonen på hjemmebane i Ceres Arena imod KIF Kolding København.

»Det er meget uheldigt med Miniks skade. Han har set stærk ud i de seneste uger, så det er rigtig ærgerligt,« siger Erik Veje Rasmussen, der er cheftræner i Århus Håndbold.

Ikke alt er dog gået skævt for Århus Håndbold. For godt en uge siden vandt Århus Håndbold i pokalkampen på udebane over Sønderjyske med 26-20.

Grundstamme

»Jeg håber, at vores niveau er, som vi så i kampen imod Sønderjyske, og ikke det vi viste imod Nordsjælland,« siger Erik Veje Rasmussen.

Århus Håndbold har ikke forstærket sig væsentligt inden denne sæson. Til gengæld har holdet beholdt en grundstamme af spillere, på nær Henrik Hansen, der er skiftet til 1. divisionsklubben Randers. Han efterlader et hul i forsvaret, som skal lukkes af andre.

Det er meget uheldigt med Miniks skade. Han har set stærk ud i de seneste uger, så det er rigtig ærgerligt
Erik Veje Rasmussen, cheftræner Århus Håndbold

»Imod Sønderjyske var han overhovedet ikke savnet, fordi vi stod perfekt, mens vi godt kunne have brugt ham imod Nordsjælland, hvor vi sejlede rundt i forsvaret. Sådan vil der altid være forskellige udfordringer og udfald fra kamp til kamp. Men der er ingen tvivl om, at vi skal have bedre fat i forsvaret end imod Nordsjælland,« siger Erik Veje Rasmussen.

Han fortæller, at der vil blive brugt megen tid på forsvarsspillet i de kommende måneder.

»Vi kommer til at øve vores principper omkring forsvarsspillet ved hver eneste træning. Det sidder ikke godt nok fast endnu,« siger Erik Veje Rasmussen.

KIF Kolding København har sagt farvel til en række profiler inden denne sæson. Spillere som Kasper Hvidt, Lars Jørgensen, Niko Mindegia og Konstantin Igropulo er rejst, og klubben har skruet væsentligt ned for lønbudgettet, men der er dog fundet penge til veteranen Bo Spellerberg.

»Man må forvente, at Bo Spellerberg vil tage styringen i spillet igen, især fordi det blev en fiasko i sidste sæson, da han ikke gjorde det,« siger Erik Veje Rasmussen.

I stedet for de dyre udlændinge satser KIF på flere yngre folk. Det gælder blandt andre backen Nicolas Kristiansen.

»Han er en fremragende højre back. Han har et godt skud og er god til at angribe på ydersiden. Ham skal vi have styr på,« siger Erik Veje Rasmussen.