Kommunen ville forhøje leje af telemast med 300 pct.
Lejen af en telemast på havnen i Aarhus skulle pludselig stige med 300 pct. eller opsiges. Episoden har fået Teleindustrien til at åbne for kritik af kommunen.
I omegnen af 85 pct. Så meget stiger den mobile datatrafik hvert eneste år. I de områder, hvor trafikken er mest intens, opstiller teleindustriens selskaber derfor nye master, for at dækningen ikke bliver dårligere.
I Aarhus støder selskaberne dog på en forhindring – Aarhus Kommune.
Sådan lyder fortællingen i hvert fald fra industriens brancheforening, Teleindustrien. Foreningens direktør, Jakob Willer, var i begyndelsen af sidste uge til møde med kommunen om det, og udgangspunktet var en for ham iøjefaldende sag fra havnen i Aarhus.
Læs mere her:
Her står nemlig en telemast på kommunal grund, hvor lejekontrakten snart udløber. Kommunen har derefter sagt til teleselskabet, som ejer masten, at masten enten måtte fjernes, eller de måtte acceptere en stigning i lejen på 300 pct.
Master på vippen
»I den konkrete sag kan jeg ikke se, hvad forklaringen skulle være på det, når der har ligget en anden kontrakt tidligere. Det nærmer sig monopoladfærd,« siger Jakob Willer.
Masten på havnen er dog ikke det eneste tilfælde, hvor telebranchen er på kant med kommunen. Jakob Willer oplyser nemlig, at der lige nu er konkrete planer om at opsætte mindst fem nye master i byen – planer, som alle hænger i en tynd tråd på grund af kommunens prissætning. Prissætningen følger nemlig en model, som Teleindustrien er dybt uenig med.
Den generelle kritik af kommunen bakkes også op af teleanalytikeren John Strand.
»Aarhus tager meget høje priser – højere end grundværdien. Det afspejler, at de reelt har et monopol.«
I sagen om masten på havnen var kommunen på mødet med Jakob Willer bl.a. repræsenteret af stadsdirektør Niels Højbjerg. Stadsdirektøren oplyser, at der på mødet både blev indledt en dialog om den konkrete mast på havnen, en sag han derfor ikke vil udtale sig yderligere om, og at kommunen derudover nu har hyret en medarbejder til at tage sig af branchens henvendelser.
Han føler derfor, at administrationen har gjort sit for at komme videre i sagen. Når det kommer til prissætningen, afviser han dog at kommentere, da det er et rent politisk spørgsmål.