Telebranchen: Aarhus Kommune tager for høje leje-priser
Telebranchen kritiserer Aarhus Kommunes priser på leje af grunde til master. Formanden for Teknisk Udvalg er overrasket over kritikken, men vil undersøge nærmere.
Der lyder kritik af Aarhus Kommune fra Teleindustrien, teleselskabernes brancheforening. Kritikken går først og fremmest på, at kommunen kræver urealistisk høje priser for at leje grunde ud til telemaster.
Konsekvensen af uenighederne er lige nu, at mindst fire master i Hasle Nord, Risskov, Viby og Beder hænger i en tynd tråd i forhold til at blive opsat, og samtidig er der risiko for, at en mast på Fiskerivej på havnen forsvinder, efter at kommunen i første omgang har krævet en tredobbelt leje af grunden.
Ifølge teleanalytikeren John Strand, der driver et selvstændigt konsulentfirma i branchen, kan det gå ud over dækningen, hvis der ikke kommer nye master. Det mobile dataforbrug vokser nemlig eksplosivt.
Fra 1. halvår 2014 til 1. halvår 2015 voksede det således med 85 pct., og det gør det ifølge John Strand ganske nødvendigt hele tiden at opdatere gamle master og samtidig sætte nye op.
»Når den mobile datatrafik vokser så kraftigt, er der brug for mere kapacitet. Det er ligesom, når trafikken på vejene vokser, så er der brug for flere eller bredere veje. Så det, industrien ønsker at bygge i Aarhus, er ikke så meget bedre dækning, men mere kapacitet, i takt med at aarhusianernes brug af mobiltelefon stiger, så de ikke risikerer at blive smidt af nettet på grund af for lidt kapacitet.«
Politiske priser
Det er en sag fra havneområdet, som har blotlagt uenighederne mellem branchen og Aarhus Kommune. Her står en mast på et kommunalt stykke jord, hvor lejeaftalen er ved at udløbe, og fra kommunen har beskeden i første omgang lydt, at masten nu skulle væk eller en tredobbelt leje accepteres.
Det fik i begyndelsen af sidste uge kommunens administration og Teleindustrien til at mødes. Den grundlæggende prismodel blev dog ikke diskuteret, da det er et politisk spørgsmål.
Netop prissætningen er dog et centralt punkt i uenigheder. Teleindustrien mener nemlig, at Aarhus Kommune bruger en forkert model til at beregne prisen på leje af grunde og på den måde udnytter muligheden for at presse prisen op.
»Problemet er, at kommunen har delt sin prissætning ind i zoner. Der er vores tilgang, at man er nødt til at sætte prisen ud fra den offentlige vurdering. På den måde afspejler det den reelle pris og ikke en politisk besluttet pris,« siger direktør for Teleindustrien Jakob Willer.
»De har mit nummer«
Men selvom kritikken af kommunens udregning af lejepriser tilsyneladende har været et stykke tid undervejs, kommer det bag på den fungerende formand for det tekniske udvalg i kommunen, Ango Winther (S). Han har nemlig slet ikke hørt noget til kritikken fra branchen, før JP Aarhus kontakter ham.
»Jeg er ikke bekendt med, at det skulle være så markant et problem nu. Og det undrer mig, for teleselskaberne har mit nummer, og de har ellers tidligere været flittige til at ringe.«
Han vil dog godt love, at han nu dykker ned i sagen.
»Hvis vi ligger markant højere, vil jeg selvfølgelig tage det op og se, om det er rimeligt i forhold til både borgerne og erhvervslivet. Det er klart, at vi ikke skal være prisførende, men vi skal omvendt heller ikke bare stille os gratis til rådighed.«