Austens gifteappetitlige kvinder

Den er ikke let, den kærlighed.

Hverken i 1811, da den britiske forfatter Jane Austen skrev sin sidenhen så berømmede roman, ”Fornuft og følelse”, eller nu i 2016, da Aarhus Teater med Peter Langdal i spidsen iscenesætter romanen i en ny fortolkning af hans kone, dramatikeren Maj-Britt Soley Langdal.

»En ny version, men den er tro mod kærlighedshistorien, mod den ægte kærlighed,« siger Sofia Nolsøe og Cecilie Stenspil, de to skuespillere, der har hovedrollerne som henholdsvis Elinor og Marianne Dashwood. Det er disse to søstre, der så at sige legemliggør titlen – Elinor er den fornuftige, mens Marianne er i sine følelsers vold.

Meget kort fortalt handler Jane Austens roman om de to søstre, der bor sammen med deres mor og lillesøster på et landsted, men rammes af en økonomisk katastrofe, da deres far dør.

For hans søn af første ægteskab arver ejendommen og har lovet sin far, at han vil tage vare på hele familien, men han lever – hjulpet på vej af sin kone – ikke op til sit løfte.

Så søstre og mor bliver tvunget ud af deres hjem og den trygge tilværelse, de havde vænnet sig til.

Det bliver samtidig et skridt ud i en ny verden med nye bekendtskaber, muligheder og udfordringer.

»Vi diskuterer meget, hvad Jane Austen vil med sin fortælling,« siger den 30-årige Sofia Nolsøe, der ikke før har læst ret meget af den berømte forfatter.

»Det har jeg nu. Læst bogen, googlet og set filmen,« siger hun med henvisning til ”Fornuft og Følelse”, der kom i 1995 med bl.a. Emma Thompson, Kate Winslet og Hugh Grant i hovedrollerne.

Flotte tidsbeskrivelser

Den 36-årige Cecilie Stenspil har det på samme måde.

»Man læser romanen på engelsk og på dansk. Finder citater. Prøver at grave sig lige så stille dybere og dybere ned i hendes univers for at få en forståelse af de figurer, som hun har skrevet,« siger hun.

»Austen har nogle utroligt flotte beskrivelser af sin tid, ligesom hun har en humoristisk sarkasme ind imellem sine fine, fine sætninger. Det er nok derfor, at mange læser hendes romaner igen og igen – man kan hele tiden finde noget nyt. Og så er kærligheden jo eviggyldig.«

Rollen som Marianne er Cecilie Stenspils debut på Aarhus Teater, mens Sofia Nolsøe sidste år blev en fast del af teatrets ensemble. De to har tidligere spillet sammen i Holbergs ”Den Stundesløse”, som også var på gæstevisit i Musikhuset Aarhus.

Maj-Britt Soley Langdal har haft ret frie tøjler til at nyfortolke Jane Austens roman.

»Vi siger De og Dem, og vi nejer og bukker, men teksten er blevet mere moderne, så replikkerne ikke er så fremmede at have i munden,« siger Sofia Nolsøe.

»Ja, det ekvilibristiske sprog, som hun brugte, er blevet opdateret. Hvis ikke vi stod i de flotte 1800-tals kostumer, kunne det godt have været en meget nutidig situation – det har vi i hvert fald arbejdet med,« mener Cecilie Stenspil.

»Der er ingen tvivl om, at hvis du har læst bogen og set filmen, vil det være interessant at se denne fortolkning. Når man laver sådan en fortælling som en teaterforestilling, kan du høre nye toner i det, som du ikke har set før, fordi historien er fremført og fortalt på en anden måde.«

Søsterkærlighed

Der fokuseres også på kærligheden mellem de to søstre, men handlingen drives af deres forhold til mulige ægtemænd.

»Familiens overlevelse kom an på, om de unge kvinder kunne få en mand. De skulle være gifteappetitlige. Et fantastisk ord, ikke? Så kunne kvinderne sidde der med alle deres færdigheder og vente på, at der kom en mand forbi. Det er jo ikke som på Tinder, hvor der er en milliard mænd at vælge imellem,« siger Sofia Nolsøe.

»Ja, det var hele tiden en sidden på sine egne hænder. Det er lidt Tjekhov’sk – det med at kvinderne venter og venter. ”Fornuft og følelse” har noget af det i sig, men samtidig tager Jane Austen et opgør med sin tid ved at gøre kvinderne handlekraftige,« mener Cecilie Stenspil.

Derfor står kvindeskikkelserne stærkt i fortællingen. De to søstre er på hver sin måde ret oprørske. Især Marianne spørger konstant: »Hvorfor?« Ingen af dem har lyst til at underlægge sig de konventioner, der gjaldt.

»Det er altid interessant at portrættere kvinder, der handler. Det gør vi jo i virkeligheden. Det er enormt stærkt at gå med det, som man tror på. Det gør de begge – det er et bevidst og aktivt valg at sige: Jeg elsker dig, og jeg elsker dig fuldstændig,« siger Cecilie Stenspil.

»Sejrer kærligheden så? Hvis man skal se det med et moderne syn, indser Marianne så, at hun forsøger at presse Willoughby, som hun er så forelsket i, ind i en form, som han måske ikke passer i? Elinor siger også til hende: ”Jamen, har han ikke sagt, at han elsker dig? ”Jo, nej,” svarer hun. ”Han har jo ikke rigtig sagt det, men jeg kan mærke det.” Den kærlighedshistorie er interessant. Næsten alle mennesker har prøvet det med at forelske sig hovedkulds i nogen og så slå sig på den måde, som Marianne gør.«

Til døden os skiller

De er begge to betaget af den måde, som Jane Austen har beskrevet de to søstre.

»Jo mere man graver sig ned i det, jo mere ægte bliver det. De er mennesker som os,« siger Sofia Nolsøe.

»Elinor insisterer på det evige forhold. Man mødes, når man er ung, og er sammen til man dør.«

Cecilie Stenspil nikker.

»Marianne tror også på den eneste ene. Men hun skal lære, at man godt kan elske flere gange. Det kan både være, at man har levet sammen i 56 år, og det kan være lige så stort og godt, som det kærlighedsmøde man kan have med et menneske i tre måneder. Så har man lært det, man skulle, af hinanden. På den måde er det jo ret moderne: Marianne lærer, at man godt kan elske igen,« siger hun.

»Hver figur har en rejse. Det er beskrevet så fint af Jane Austen – den fornuftige giver slip på sine følelser, og den følsomme bliver en lille smule mere fornuftig. De flytter sig begge to.«

Cecilie Stenspil kommer til at forholde sig til endnu en anden tid, mens hun spiller i Aarhus. Hun skal snart i gang med at filme ”Badehotellet” til TV 2 igen. Både der og i ”Fornuft og følelse” spiller hun sammen med sin bror, Simon Krogh Stenspil.

Forskellen på film og teater

Det bekymrer hende ikke, sådan at skulle spille to roller på én gang.

»Man skal bare tage en ting ad gangen. Det er nemmere nu, hvor vi alle kender figurerne i ”Badehotellet” så godt. Det gør det lettere at skifte. Og så bliver min kalender planlagt, så det kan hænge sammen,« lover hun.

Det er to meget forskellige ting at indspille film og spille teater, siger hun.

»En film kan man klippe, men her på scenen er det live, og det skal funke. Det er en kæmpe interaktion med publikum at spille teater. Det er øjeblikkets kunst – det er forgængeligt, og det er kun os, der er inde i rummet, der oplever lige præcis denne forestilling i denne version denne dag. Vi er alle sammen forskellige fra dag til dag, også publikum. Hvor mange sidder der nede i salen, som hellere ville have set Champions League? Det kan man godt mærke – vi kan også høre, når de spiser Piratos, og se lyset i loftet, når de tjekker deres mobiltelefon.«

Det er det, der er så magisk ved teater, er de enige om: Det er levende. Det sker lige nu.