Fortsæt til indhold
Aarhus

Skattene er skjult mellem lænestole og dansende bjørne

Århundredets Festival lukkede festen med et populært loppemarked i Ridehuset.

Maria Juel Glasius

Først ser man ikke sælgerne. De står gemt bag Madam Blå-kander, klassiske møbler i teak og mahogni stablet oven på hinanden, antikke cocktailglas, blomstrede tasker og stativer med kjoler fra 1950’erne.

En mand øjner muligheden og sætter en betuttet keramikbjørn i omgang på en antik pladespiller. Flere af sælgerne har angiveligt en doktorgrad i Tetris, for der er et minimum af luft imellem lerkrukkerne og glasflaskerne på bordet foran dem.

Loppemarkedet, der blev holdt søndag i Ridehuset i Aarhus, var arrangeret af loppemarkedsappen Tradono i samarbejde med Århundredets Festival, der samme dag sluttede sin ugelange fejring af perioden 1900-1950.

Det skal ikke være for dyrt – hellere for billigt. Så kommer kunderne tilbage.
Lasse Franck, stadeholder

Udvalget af sager fra 1940’erne og frem til 1950’erne – og også lidt fra 1960’erne – var derfor afgørende for at få en plads på loppemarkedet. Sådanne sager har Lasse Franck, som er omgivet af teaktræsmøbler. Han har arbejdet med antikviteter i 14 år og åbnede i januar butikken Classic House i Randers sammen med Sofie Justesen.

»Madam Blå hitter meget nu. Det var det første, vi solgte i dag. Derudover har vi en del klassisk, dansk design med,« siger han og peger over på en stor Werner Panton-lænestol i brunt læder.

»De fleste varer ligger på 800-900 kr. Vi sælger det gerne lidt billigere på loppemarkeder end i butikken. Det skal ikke være for dyrt – hellere for billigt. Så kommer kunderne tilbage,« siger han med et smil.

Populært som aldrig før

Noget tyder på, at kunderne nok skal finde et sted at købe deres loppefund. Skimmer man arrangementskalendere for Ridehuset og Godsbanen igennem, fylder loppemarkeder meget. En del af den store opmærksomhed på loppemarkeder kan skyldes livsstilsprogrammer i tv som ”Skattejægerne”, hvor Lasse Franck er blandt deltagerne.

Det forklarer medejer af Tradono, Martin George Suhr Madsen.

»Der er lidt en fødekæde, i forhold til hvad man sælger. Tøj sælger mange online. Men vil man gerne sælge det den samme dag, kan man tage det med på loppemarkeder. Møbler er meget trendy at købe på loppemarkeder, og det skyldes bl.a. tv-programmer som ”Skattejægerne”.«

Et ungt par har fundet et par stole at hvile sig på, mens de holder godt fast i to teaktræshylder med messingbeslag. De har læst på lektien, for netop sådan nogle hylder er i meget høj kurs, forklarer Martin George Suhr Madsen. Det samme gælder kjoler fra 1950’erne, for der findes ikke mange i så god stand, at de kan sælges i dag.

Nogle stadeholdere køber ting på bagagerumsmarkeder og sælger det videre på enten sociale medier eller på loppemarkeder – men primært som en hobby. Andre har netop åbnet en butik og bruger loppemarkeder til at vise et udvalg frem. En af dem er Jesper Hockerup, der har butikken ReNordic, og som stadig køber mere ind til butikken, end han sælger.

Bjarne Christiansen åbnede den 1. marts en butik på Vesterbro Torv i Aarhus, som med tiden skal fungere lidt som et loppemarked med små områder, hvor private sælger loppesager. Bl.a. kører butikken et kommissionssalg, som betyder, at sælgerne selv kan sætte prisen for varerne. Prisen er fast i 14 dage, hvorefter varen sælges efter bud. Men sælger vil altid have indflydelse på prisen, siger Bjarne Christiansen. Og det er populært.

Til lyden af jazz fra JJJ Trio puttes alt fra keramikvaser og gamle radioer i poser. Finder man ikke en god handel denne dag, kan man trøste sig med, at der er et andet loppemarked et sted i næste uge.