Fortsæt til indhold
Aarhus

Spanske retter uden temperament

Restaurant: Tapas & Paella er vældig hyggeligt indrettet, og der gøres noget ud af at tage godt imod gæsterne. Men maden kunne godt tåle lidt mere spansk temperament, varme og smag. Uden bliver den lidt kedelig.

Tina Bryld

Tapas & Paella - Casa de Antonio

Frederiksgade 52, Aarhus

Tlf. 8818 8188

www.tapas-aarhus.dk

Åben mandag-torsdag kl.

17-21, fredag-lørdag kl. 12-15 og 17-22, søndag kl. 17-20.

Betjening

Venlig og imødekommende betjening, især til at begynde med. Men engagementet dalede i løbet af aftenen, skønt der ikke var ret travlt.

Farverige krukker på vægge, gulve og borde og billeder af flamencodansere gør deres til at sprede en hyggelig, spansk atmosfære i restaurant Tapas & Paella.

Skulle der være lidt tvivl om nationaliteten, gør det fyldige menukort resten med sit rige udvalg af de små spanske retter, tapas, og det spanske svar på pizza, paella.

Vi blev pænt taget imod af tjeneren, der skiftede mellem engelsk og spansk og også forstod lidt dansk, forklarede menuen og anbefalede de to sammensatte menuer. Månedens menu var et måltid for to til i alt 699 kr., som rummede det hele: to sangria, otte tapas, hjemmelavet brød med dip og en flaske uspecificeret vin.

Desuden var der en menu, hvor man kunne spise, hvad man ville, af tapas og paellaretterne for 299 kr. pr. person. Den valgte vi. Hertil hørte også lunt brød og tre små skåle med dip – en spicy, der smagte af thousand islands-dressing, en blød gazpacho og en frisk aioli.

Vi valgte hver fire tapas – »det kan I da begynde med,« mente tjeneren: patatas bravas (stegte kartofler), albondigas (spanske kødboller), serranoskinke, ovnbagte gambas (små rejer), mejillones al diablo (blåmuslinger i stærk sovs), krydret chorizopølse, pinchito de pollo (grillspyd med kylling) og queso manchego (ost med rosiner og valnødder).

Frysetørret persille

De var sådan set fine nok, de mange små retter, som kom ind ad to omgange. Den krydrede chorizo blev serveret med en god og smagfuld tomatsovs, drysset med frysetørret persille.

Tapas & Paella er hyggeligt indrettet i et stort lokale i Frederiksgade.

»Nok den bedste af mine tapas,« konstaterede medspiseren, der var lidt skuffet over blåmuslingerne, der lignede og smagte som dem, man kender fra supermarkedet frysediske.

Til rejerne hørte olivenolie og hvidløg, og det må man sige, at vi fik: masser af hvidløg, som i den grad smagte igennem, hvilket rejerne til gengæld ikke gjorde. Også denne lille ret havde fået et drys af det, der viste sig at være den gennemgående pynt: frysetørret persille.

Kartoflerne var der ikke meget at sige til, de to store, spanske kødboller søbede som flere af retterne i tomatsovs, mens skinken til gengæld var god og lige så tør, som den skulle være.

Vi fik hver et glas hvidvin a 55 kr. af huset slags: El Tiempo. En vin, der ikke gjorde meget ud af sig selv, og i hvert fald skulle drikkes kold. Vi bestilte også vand med brus, hvilket viste sig at koste 55 kr. pr. glas, hvorimod det vand uden brus, som vi fik til hovedretten, ikke kostede noget. Husets rødvin, som vi fik til hovedretten, kom fra samme vinhus og kostede ligeledes 55 kr. pr. glas. heller ikke den var mindeværdig.

Spanske krukker i alskens farver er med til at skabe en spansk stemning i restauranten.

Vi besluttede os for at tage hver sin paella – en mixta med ”alt godt fra havet”, kylling og svinekød samt en mariscos kun med det fra havet. Normalt koster de 189 kr., men her var de så et led i menuen til 299 kr.

To retter i samme pande

Det viste sig, at vores to paellaer blev serveret i samme pande, og at det var smagen fra havet, der dominerede.

Vi måtte rode temmelig meget rundt i panden for at finde de to-tre stykker kylling og svinekød, der var – til gengæld var der et væld af store rejer (som vi upraktisk nok selv skulle pille), blæksprutteringe og hele små sprutter samt blåmuslinger. To af tre af disse muslinger var decideret kolde, og rejerne var ret tørre. Der var tomatsovs til, som smagte igennem med bl.a. hvidløg og peberfrugt. Godt, at den var der til at give retten smag, for ellers havde den været helt ligegyldig. Også selv om den var drysset med frysetørret persille.

Ærgerligt nok var den varme paella tilsyneladende hældt over i en tynd pande, hvor maden lynhurtigt blev kold. Det gjorde den bestemt ikke mere spændende.

For dyrt og for kedeligt

Vi fik begge is til dessert – vanilje og stracciatella. Den ene blev serveret som ren is og kostede 69 kr., til den anden hørte enkelte skiver af frisk frugt til 99 kr.

Med te og kaffe løb regningen op i 1.156 kr. Det er for dyrt for et måltid, som man bliver meget mæt af, men som er lidt ligegyldigt. Der er dog gode indslag ved især tapas, og det hiver tre stjerner hjem til denne spanske restaurant.

Et forslag kunne være, at man nøjes med at tage tapas. Der er der en bedre balance mellem det, man får, og det, man betaler.