Fortsæt til indhold
Aarhus

Danmarks bedste hospital ligger i Aarhus

For ottende år i træk er Aarhus Universitetshospital blevet kåret som Danmarks bedste.

Gert Sørensen er glad og stolt på sine medarbejderes vegne. Hospitalsdirektøren på Aarhus Universitetshospital modtog torsdag på vegne af sin arbejdsplads titlen som Danmarks bedste hospital - for ottende år i træk.

Det er nyhedsmagasinet Dagens Medicin, der har overrakt prisen til Aarhus Universitetshospital efter at have analyseret alle tilgængelige nationale data om kvaliteten af behandlingerne på landets sygehuse inden for en lang række områder. På ni af behandlingsområderne ligger Aarhus Universitetshospital nummer et.

På andenpladsen i Dagens Medicins konkurrence er Rigshospitalet i København, Aalborg Universitetshospital tog tredjepladsen og Odense Universitetshospital kom på fjerdepladsen.

»Vi skal huske, at der var tæt løb mellem de forskellige hospitaler. Men jeg tror, at vi vinder igen, fordi der blandt alle personalegrupper eksisterer en eller anden urkraft eller vilje til at gøre så god en indsats som muligt for patienterne. Og så har vi et rigtig godt samarbejde med Aarhus Universitet,« siger Gert Sørensen, der har været hospitalsdirektør i Aarhus siden 2011.

Det seneste år er Region Midtjylland blevet pålagt massive besparelser, og det har også ramt Aarhus Universitetshospital, der bl.a. har måttet lukke sin fertilitetsklinik. Derfor er Gert Sørensen også ekstra tilfreds denne torsdag.

»Der er besparelser over hele regionen og herunder også i Aarhus. Men det, jeg hæfter mig mest ved i den sammenhæng, er, at på trods af besparelserne, har vi kunnet fastholde fokus på det, vi er her for; nemlig at hjælpe vores patienter,« siger han.

Nu bliver udfordringen at fastholde førstepladsen, mens Aarhus Universitetshospital begynder at flytte afdelinger ud i DNU-bygningerne i Skejby.

»Det kommer til at medføre omorganisering og effektiviseringsprocesser, der vil række ind i alle dele af hospitalets praksis. Vores udfordring bliver at løse de effektiviseringskrav og samtidigt fastholde fokus på patienterne,« siger han.