Fortsæt til indhold
Aarhus

Byens store skoler klarer sig bedst

I ny, national rangliste over folkeskolerne, som Ugebrevet A4 står bag, klarer de store Aarhus-skoler sig bedre end de mindre.

Louise Bull Nyvang, Lokalavisen Aarhus

Noget tyder på, at ”hellere lille og vågen end stor og doven” ikke rigtig gælder for de aarhusianske folkeskoler.

Byens store skoler placerer sig nemlig højt på ny rangliste, som Ugebrevet A4 står bag.

9 af de 10 største folkeskoler i Aarhus ligger i den aarhusianske top 25 både fagligt og socialt. Omvendt ligger 7 af de 10 mindste skoler i Aarhus blandt de 17 dårligste skoler i byen.

Ifølge rådmand for børn og unge Bünyamin Simsek (V) giver det et klart svar til dem, der ellers har været bekymret for store skoler.

Rådmand ikke overrasket

»Det er et godt svar til de mange kritikere, der mener, at store skoler skaber dårlig faglighed og mistrivsel. Vi er netop i gang med at bygge en ny, stor skole i midtbyen med plads til 920 elever, og jeg havde faktisk gerne set, at den var blevet endnu større. Der foregår masser af vidensdeling og sparring på de store skoler, og det overrasker mig ikke, at de store klarer sig godt,« siger rådmanden og tilføjer:

»Vi får større skoler i fremtiden, og jeg er glad for at se, at kvaliteten og indholdet ikke lider under det.«

Ugebrevet A4’s rangliste er lavet på baggrund af Undervisningsministeriets første, nationale trivselsmåling i folkeskolerne, der blev gennemført i foråret.

Her blev 470.000 elever spurgt til deres skolegang med spørgsmål som:

Er du glad for din klasse? Har du tit ondt i hovedet eller maven? Kan du koncentrere dig i timerne? Lykkes det for dig at lære det, du gerne vil, i skolen?

Ligger i midten

Gennemsnitligt placerer de aarhusianske folkeskoler sig i midterfeltet, og det er rådmanden tilfreds med.

»Undersøgelsen giver et udmærket øjebliksbillede af pulsen. Den viser, at vi placerer os midt i og jo faktisk gør det godt. Der bliver gjort et stort stykke arbejde lokalt på skolerne. Men der er selvfølgelig plads til forbedringer. For der er stor spredning på, hvordan skolerne klarer sig, og her vil der være gode muligheder for at lære af hinanden,« siger Bünyamin Simsek.

Han glæder sig over at se, at målingen ligger på niveau med de målinger, Aarhus Kommune selv foretager af trivslen på skolerne.

»Vi arbejder også selv med trivselsmålinger, og selvom de ikke er helt ens, er der sammenlignelige forhold. Og jeg synes, at det er positivt at se, at vi ligger på samme niveau, selvom dagligdagen er præget af mange forandringer i skolerne netop nu,« siger rådmanden.

Denne ene nationale trivselsmåling får ikke rådmanden til at reagere.

»Vi har løbende fokus på, hvorfor nogle skoler klarer sig godt og andre ikke gør. Det er ikke sort-hvidt, og der er ikke noget simpelt svar. Men i bund og grund handler det om ledelse,« siger rådmanden.