390 ungdomsboliger i Brabrand skal stå klar i 2018
I det nye år begynder nedrivningen af Hejredalskollegiet og to blokke i Gellerupparken.
I begyndelsen af det nye år begynder nedrivningen af to boligblokke i Gellerup og det nødlidende Hejredalskollegiet på nabogrunden.
Byrådet har førstebehandlet lokalplanforslaget for nedrivningerne, der skal bane vej for 390 boliger i en ny ungdomsby og tilstødende erhvervslokaler.
Keld Laursen er direktør for Brabrand Boligforening, som ejer de to boligblokke og administrerer Hejredalskollegiet for Aarhus Kommune. Han forklarer, at selvom planen er i offentlig høring, er boligselskabet i fuld gang med at genhuse beboerne i de to boligblokke på hver fire etager.
»Det går over al forventning. Alle er opsagt, og der er ingen indsigelser. Det vil sige, at beboerne genhuses efter planen stille og roligt,« siger han.
Brabrand Boligforening fik i sidste uge godkendelser til at rive de to boligblokke ned, og nedrivningsmaskinerne går i gang med den første blok primo 2016 og den næste om sommeren samme år.
12.500 kvm ungdomsby
Der er endnu ikke sendt opsigelser til beboerne i Hejredalskollegiet, da beslutningen om at rive kollegiet ned ikke er så »stærkt konsolideret«, forklarer Keld Laursen.
Men hvis lokalplanen følges, skal tre kollegieblokke rives ned i foråret 2016, og tre måneder senere følger resten af blokkene i Hejredalskollegiet.
De nuværende 364 lejemål fordelt på de to boligblokke og Hejredalskollegiet skal erstattes af en ny ungdomsby på 12.500 kvm med 390 boliger og et erhvervsområde.
Fem virksomhedskonsortier er valgt til at deltage i det endelige udbud om byggeriet på grunden, og ungdomsbyen ventes at stå klar i 2018.
Hejredalskollegiet har i en længere årrække haft væsentlige driftsmæssige problemer med lejetab, driftsunderskud og fysisk nedslidning af bygninger. Samtidig har kollegiet haft problemer med indbrud, narkohandel og hærværk.
Derfor vil sikkerhed ifølge Keld Laursen være et hovedfokus i de nye byggerier på grunden.
»Vi skal have et nybyggeri, som er attraktiv, og her er tryghed centralt. Derfor skal konsortierne adressere sikkerhed og tryghed i deres projektforslag,« siger han.
Kollegiet i ringe stand
Samtidig skal udnyttelsen af arealet planlægges i sammenhæng med helhedsplanen for Gellerupparken og Toveshøj.
I 2014 overtog Aarhus Kommune ejerskabet af Hejredalskollegiet. Kollegiet havde et lån på 15,1 mio. kr., som kommunen dækkede.
Den oprindelige plan var at ombygge de to fireetagers boligblokke til ungdomsboliger. Tekniske undersøgelser viste dog, at det var mere hensigtsmæssigt at rive blokkene ned og opføre nyt.
Undersøgelserne viste samtidig, at kollegiebygningerne er i så ringe stand, at det er for omkostningsfuldt at gøre dem attraktive.