Sygehusbyggeri i Skejby er igen forsinket af sjusk
Det Nye Universitetshospital i Skejby er endnu en gang ramt af skimmelsvamp. Det er utætte vandrør, der forsinker byggeriet.
Afdeling N1 på Det Nye Universitetshospital er ramt af skimmelsvamp og fugtskader pga. sjusk med utætte vandrør. 28 steder i byggeriet er ramt, og det forsinker byggeriet, som skulle være færdigt nu og senest februar 2016. Det skriver Århus Stiftstidende.
"Det er en relativt stor fejl, og der er nu en betydelig risiko for, at vi heller ikke når det til 1. februar næste år," siger Frank Skriver Mikkelsen, projektdirektør på DNU, til Aarhus Stiftstidende.
Det er ikke første gang, at byggeriet på N1 er udfordret af vandskader. Tidligere har der været vandindtrængning, fordi facaderne ikke var tætte, og der måtte måtte udskiftes gipsplader og isolering i omfattende grad. Det samme sker nu, hvor utætte vandrør har dryppet og givet fugtskader. Et eksternt firma er sat på sagen, og er også i gang med at fjerne skimmelsvampen.