Stortalent fra AGF snuppede bronze og dansk rekord med hjem fra Baku
Svømning: 17-årige Tobias Bjerg drømmer om OL i 2020 efter at have vundet en medalje ved European Games. Men han skal lære at spise noget mere.
Tobias Bjerg er stamgæst, ingen tvivl om det. Han er på fornavn med pigen i billetlugen, og da han kommer ind i svømmehallen, bliver han lykønsket af den livredder, der holder øje med motionisterne, der plasker rundt eller snakker langs kanten.
»Den hjemvendte helt. Tillykke,« lyder det fra livredderen.
Tobias Bjerg faldt ikke i vandet som spæd, han blev skubbet. Kærligt. Anderledes kan det næsten ikke være, når begge forældre har været elitesvømmere og tilmed begge har DM-medaljer i gemmerne.
Det begyndte med babysvømning og udviklede sig til konkurrencesvømning i AGF som niårig, og den foreløbige kulmination kom ved European Games i Baku, hvor han satte to danske rekorder og vandt en bronzemedalje på 50 meter bryst.
Til DM i weekenden
Han ankommer til interviewet med en stor rejsesports-taske på hjul. Han har kun været i Danmark i to dage, men er allerede på vej videre til det næste store stævne, DM, der afvikles i Bellahøj.
Tobias Bjerg håber at kunne blande sig i medaljestriden på både 50 og 100 meter bryst. Det er en god historie for AGF Svømning. En succeshistorie, som klubben har tørstet efter.
Det er efterhånden et par år siden, at AGF har leveret svømmere til den øverste elite i Danmark
Men nu har klubben, der holder til i klorvandet på Aarhus Svømmestadion, fremavlet et stortalent. 17-årige Tobias Bjerg bragede igennem ved European Games, der netop er blevet afviklet i Baku i Aserbajdsjan.
Her bestod feltet primært af de bedste juniorsvømmere.
Han vandt en bronzemedalje på 50 meter bryst og blev nummer fire på den dobbelte distance. På begge distancer satte han dansk rekord, den ene, den på 50 meter, blev dog kort efter snuppet af Bjergs jævnaldrende kammerat og evige rival Philip Greve fra Farum.
Tobias Bjerg skar 1,08 sekund af sin personlige rekord på 100 meter bryst og 0,86 sekund på 50 meter-distancen.
Vild oplevelse
»Det kom bag på mig, at jeg præsterede så godt. Det er virkelig store forbedringer. Og det var en fantastisk oplevelse. Hvis man nogensinde kommer i tvivl om, hvorfor man bruger så meget tid på svømning, så er det derfor. Lige nu har jeg lyst til at træne hele sommeren, selvom min krop har brug for ferie,« siger Tobias Bjerg.
Den 17-årige knægt træner ekstremt meget. Mere end fuldtidsprofessionelle fodboldspillere.
Han er otte gange i vandet om ugen af to timer. Dertil kommer obligatorisk opvarmning. Ud over tiden i vandet styrketræner han to gange om ugen. Ved siden af gennemfører han en HTX-uddannelse, hvor han som Team Danmark-elev har fået dispensation til at spise i klasseværelset.
Han skal spise ekstremt meget. Han er både på madpakke og all you can eat-buffet i skolekantinen.
Alligevel er han spinkel sammenlignet med de bedste seniorsvømmere, kan man se, da han kommer ind i svømmehallen i badebukser.
Teknik og smidighed
»Jeg er ikke så stor. Det lyder lidt skørt, men jeg har svært ved at spise nok. Jeg skal i gennemsnit spise et mellemstort måltid mad hver anden time i løbet af dagen. Det er ikke altid let at få maden ned, når man ikke er sulten,« siger Tobias Bjerg.
Han er dog stadig for ung til at bygge for mange muskler på. For ham handler det stadig om teknik og smidighed.
»For at blive rigtig, rigtig god skal du have den perfekte teknik, være ekstremt stærk, men samtidig være smidig. Det handler om at finde den rette balance. Det nytter ikke at bygge en masse muskler på, hvis man ikke har den perfekte teknik. Jeg skal nok blive større,« siger Tobias Bjerg.
Det er også planen, at han skal blive bedre. Det store mål er OL i 2020.
»Han er rigtig dygtig, men det var kun et skridt på en lang trappe, der forhåbentlig kan kulminere med en deltagelse ved OL. Han har potentialet til det, men det er i hvert fald fem år ud i fremtiden,« siger Bjørn Sørensen, der er cheftræner i AGF.