På museet føler Esther Jensen sig hjemme

Esther Jensen føler sig i sjælden grad hjemme i Den Gamle By.

Det er ikke så underligt. Hendes barndomshjem fra Solbjerg er flyttet ind den nye del af museets 1974-kvarter, ”Hverdag i 1974”.

Det er indrettet i et hus fra Viborg med seks lejligheder, som i Aarhus-udgaven rummer et arbejderhjem, et lærerhjem samt fire lejligheder til en enlig mor, et hippiepar, seks tyrkiske gæstearbejdere og en grønlandsk studerende – alle med fælles toiletter på baggangen.

I baggården er der er et VVS-værksted, et knallertværksted og et spejderlokale. Foruden vaskehuset, hvor der kunne varmes vand til det ugentlige brusebad og vaskes tøj i den store gruekedel, finder man også baggårdslokummet med al den poesi, der hører til sådan et sted. Ord som ”Æd grønt, pis gult, stem rødt”, ”Karl Marx sad her” og ”Når jeg ser på dit portræt, ligner det et lokumsbræt”.

Alt sammen viser et hverdagsbillede af 1974 – et billede, som den 67-årige Esther Jensen kan genkende i alle de detaljer, som netop et museum som Den Gamle By er stærk i.

For Esther Jensen begyndte det hele med en annonce, hvor Den Gamle By søgte efter teaktræsmøbler.

Sådan nogle havde hun stående i sit barndomshjem på Hovedgaden i Solbjerg, hvor hun voksede op. Hun boede der ikke selv, men har haft det stående som en lille refugium og pga. den lille have, som hun har dyrket med omhu.

Til overflod ligger huset, der er det ældste i Solbjerg, ret tæt på hendes frisørsalon, Salon Krøllen. Selv bor hun i sit eget hus i Solbjerg.

Den Gamle By tog imod hendes tilbud om at indrette en lejlighed på museet efter samme koncept som huset: en fin stue, en spisestue og et soveværelse.

Hverdag og fest

Som barn havde hun ikke sit eget værelse, men sov i spisestuen. Megen tid blev tilbragt i køkkenet, for den fine stue var netop fin, så den blev ikke bare brugt til hverdag. Hvilket var helt normalt for den tid.

»Det specielle ved denne del af museet er netop, at det ikke er specielt,« siger pressekoordinator Merete Pallesen, Den Gamle By.

Derfor er huset, som de seks lejligheder er indrettet i, helt perfekt, for med hendes ord er det »så anonymt, som det kan være, helt op til eternittaget«.

Da det fungerede i Viborg, var det lidt som huset i ”Huset på Christianshavn”. Dørene stod åbne, og beboerne gik ind og ud hos hinanden. Den Gamle By er gået efter samme stemning, men har været nødt til at begrænse adgangen til de to øverste etager. Kun en enkelt trappe fører herop – og den er endda temmelig stejl – så derfor skal der af sikkerhedshensyn være en fra museet til stede, når der er gæster deroppe.

I den ene af dem har den 65-årige Benny Andersen på samme måde som Esther Jensen tilbragt mange, mange timer på det seneste. Den er indrettet, sådan som han og hans nu afdøde kone, Bodil Jensen, boede på Skovvangsvej på Trøjborg i deres glade hippietid. Et af klenodierne er en kuglerundt tv, hvis design er inspireret af månelandingen i 1969. For ikke at tale om det gamle B&Oanlæg, som var den eneste luksus, de havde dengang.

I hjørnet står hans gamle skrivemaskine, som han skrev essays, digte og science fiction på.

»Jeg skrev, fordi jeg skrev,« forklarer han og mindes de mange gange, han har håbet, at noget af det måske kunne blive udgivet.

Imens malede Bodil Jensen i en stil, der passede godt i deres hippiehjem.

Pengene skulle være der

Der var til gengæld ikke megen hippiestil over Esther Jensens barndomshjem. Det var anderledes pænt. I 1974 havde familien hverken telefon eller fjernsyn, og man købte ikke noget, før pengene var der. Undtagelsen var, at man ”blev skrevet” hos den lokale købmand. Først sent blev der indlagt el og bygget et lille toilet

»Mine forældre var nøjsomme,« fortæller Esther Jensen.

»Min mor smed ikke noget ud, og hun passede på sine ting. Hun blevet lykkelig ved at se sine ting på museum, for så blev de jo netop ikke smidt ud.«

Hun glæder sig til at vise lejligheden til sin familie, fordi den er så godt et billede af hendes barndomshjem, at hun har måttet knibe en tåre.

»Jeg føler mig hjemme, ligesom i det gamle hus. Der er en god atmosfære her. Jeg har gået og nulret lidt dernede for at få det sidste på plads. Nu er det, som det skal være.«