»Så I, hvad Tine gjorde?«

Tine Randrup-Thomsen vidste ikke, hvad hun skulle.

Dengang i vinteren 2014 vidste hun, at der ikke gik mange måneder, før hun var færdig med Team Danmark-gymnasiet, og hun havde stadig ikke noget sted at tage hen.

Hun havde dog gang i nogle tanker. Hun vidste eksempelvis, at hun hellere ville spille basketball end at rejse verden tynd som mange af sine jævnaldrende. Hun vidste også, at hun ville til USA frem for Europa.

I flere år havde hun fantaseret om, hvordan det ville være at bo på et amerikansk college, og hvorvidt hun ville klare sig på et amerikansk baskethold.

Imens hun ventede, tog hun utallige tests og markerede sig som egnet for at skrive under med et amerikansk college. Dernæst ventede hun igen.

Tine Randrup-Thomsen har spillet basketball i 12 år. Hun, en dengang lille, otteårig pige med lyse lokker, mødte op i Åbyhallen for at drible med en bold, og hun stoppede aldrig.

I 2.g rykkede hun sammen med fem medspillere op i Dameligaen, som er det højest opnåelige for kvindelige basketballspillere her i landet. Oprykningen betød, at hun skulle vælge, om hun ville fortsætte på det niveau, eller om hun skulle forsøge at komme endnu længere.

I virkeligheden var der ikke meget at være i tvivl om. Hun skulle til USA. Desuden havde hun heller ikke det gennemsnit på 11, der skulle til for at komme ind på psykologi, drømmestudiet.

Så i 3.g begyndte hun at kontakte amerikanske universiteter. Hun havde tøvet, for hun vidste ikke, om hun i virkeligheden burde vente på, at de kontaktede hende. Hun vidste, at mange amerikanske universiteter sendte talentspejdere ud til internationale stævner, og dem havde hun deltaget i flere gange. Amerikanerne vil gerne have europæere på deres hold. Europæerne spiller klogt, de er dygtige – også i skolen – og de vil gerne sporten. Nogle af de amerikanske spillere tager primært på college, fordi de kan få en gratis uddannelse, hvis de samtidig dyrker en sport, forklarer hun.

Fokus på individet

Tine Randrup-Thomsen fik seks tilbud fra forskellige colleges.

Efter lidt research på træneren og en snak med en fremtidig medstuderende over Skype, valgte hun Murray State College i Oklahoma – en tre etager høj rød murstensbygning med hvide vinduer og døre og med vedbend kravlende op langs murene. Det var for svært at vælge et college til alle fire år uden først at have været der, så hun valgte at læse et år på junior college, inden hun fandt universitetet for de følgende fire år.

Foreløbigt tegner det lyst. Pigen fra Skype, Tierani Richardson, blev øjeblikkeligt en nær veninde, og træneren så noget i den unge, danske kvinde. Efter halvanden måneds træning fik Tine Randrup-Thomsen besked om, at hun skulle starte inde, når kampsæsonen blev indledt.

»Der er en ret stor forskel på europæisk og amerikansk basketball. I Europa er der fokus på holdet, og man hører oftere europæiske basketball-spillere fortælle, hvad deres indsats betyder for holdets præstation, frem for hvad de personligt betød for kampens resultat. Sådan er det ikke i USA. Der bliver spillet mere en mod en.«

Hun blev derfor også overrasket, da træneren en dag råbte:

»Tine, brug din fysik!«

I Danmark var hun ikke den største på holdet, men det var hun i USA. Så når nogen skulle bryde igennem, skulle det være hende.

»Det er nok første gang, at nogen har fortalt mig, at jeg skulle bruge min fysik.«

Buzzer beater

Sandheden er, at Tine Randrup-Thomsen fik en overordentlig god start på sit hold.

Hendes første hjemmekamp blev fulgt af et tilskuerantal, der var temmelig højt i forhold til skolens størrelse, og hun husker, at modstanderne også havde en dansker med på holdet.

Minutterne tikkede af sted, og det samme gjorde et nederlag. Murray var bagud med ét point og havde det sidste angreb. Men det angreb, spillerne satte op, lykkedes ikke. Tilskuerne sad på kanten af sæderne, sekunderne tikkede, spillernes blikke koncentrerede sig om kurven foran dem.

En af spillerne greb bolden og afleverede den til Tine Randrup-Thomsen, som stod klar bag tremeterlinjen. De røde tal på sekundviseren nærmede sig grænsen. Det var op til hende at afgøre kampen.

Scorede hun nu, ville Murray vinde med to points. Idet hun slap bolden, så hun, at pladen lyste. Tiden var gået. På det tidspunkt havde bolden sluppet hendes hånd, men hun havde følelsen af, at det var sket millisekunder for tidligt.

»Den er skæv!« råbte hun og frygtede, at den ville ramme forbi kurven. Hun studerede boldens vej igennem luften, op på pladen og dernæst direkte ned i kurven.

Hun havde scoret i allersidste sekund, lige imens buzzeren brølede igennem hallen, og i de sekunder havde hele hallen rejst sig op, først i spænding, derefter i jubel.

Dagene efter kampen var hun det store samtaleemne, og mange havde lært hendes navn at kende. Hun fik mange nye følgere på de sociale medier.

»Så I, hvad Tine gjorde til sidst i kampen?« spurgte hendes underviser højt ud i klassen den følgende uge. Skulle nogen have misset kampen, var de sidste afgørende sekunder optaget på mobiltelefoner.

»Fra den dag blev jeg kaldt Buzzer beater, og det kalder de mig stadig i dag. Er man god, er man pludselig lidt mere interessant,« siger hun.

Den nye point guard

Hendes hold klarer sig godt, særligt i den seneste periode.

Men det kræver sit af en spiller at tage til et andet kontinent og komme på et nyt team, hvor 13 ud af 16 spillere alle er freshmen, altså nye elever på skolen.

Holdet var i begyndelsen meget præget af, at spillerne skulle lære et nyt system at kende, og i halvanden måned afprøvede træneren forskellige muligheder.

Han valgte Tine Randrup-Thomsen som point guard og gav hende dermed en afgørende rolle. Samtidig udvalgte han hende som starter, og i USA er der et lidt større fokus på starterne end i eksempelvis Danmark, forklarer Tine Randrup-Thomsen.

»De, der starter inde, skal have styr på spillet i højere grad end de andre spillere. I Danmark er der et større fokus på selve holdet. I USA skifter man heller ikke så meget ud blandt starterne. Men det kræver også, at man hele tiden skal bevise sit værd. Man skal yde noget for at starte inde.«

Foreløbigt er hun startet inde i de 15 kampe, holdet frem til nu har spillet. Men hun ved også, at hun ikke skal tage for givet at få en lignende rolle på det universitet, hun skal begynde på efter sommerferien.

»Junior College har sin helt egen række. Når jeg skal finde en større skole, skal jeg vælge imellem 1. eller 2. division. 1. division har flere penge, et højere niveau, og man kommer ud til større stævner, som helt sikkert vil være en stor oplevelse. Men vil jeg have mere tid på banen, bør jeg nok gå efter 2. division.«