Fortsæt til indhold
Aarhus

Organisationer: Lyt mere til Aarhus

Politik: De østjyske folketingsmedlemmer skal tage lokale problemer mere alvorligt, mener erhvervsforeninger.

Maria Dalhoff

De østjyske folketingsmedlemmer arbejder ikke nok for Aarhus.

Det konstaterer lokale erhvervsorganisationer, som vil bruge valgåret til at afkræve folketingsmedlemmerne svar på, hvad de har gjort for Aarhus og det øvrige Østjylland i de første år af valgperioden. Og ikke mindst hvad de vil gøre for området i den kommende folketingsperiode.

»Politikerne på Christiansborg står ikke nok sammen. Sidste år lovede de, at de ville gøre noget for at afhjælpe problemerne på motorvej E45, men da trafikforliget skulle på plads i sommer, var pengene til E45 glemt. De siddende politikere gør ikke nok for Aarhus. Det skal der laves om på. De har så mange visioner, når de skal vælges, men når de så er i Folketinget, sker der ikke ret meget,« siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland.

Heller ikke i DI Østjylland er man imponeret. Ud over E45 er bl.a. afvisningen af Aarhus Kommunes lånemulighed til opførelsen af Marselis-tunnellen og statens tilskud til Aarhus som kulturhovedstad i 2017 blandt skuffelserne.

Analyser og rapporter

»Der blev intet lavet for Aarhus. Og hvorfor ikke? Fordi der ikke er nogen valgte politikere, som tænker på Aarhus’ sag. Det betyder, at vi ikke får pengene. I stedet bestiller man en analyse eller en rapport. Det er beskæmmende,« siger formanden for DI Østjylland, Steen Bødtker.

Byens erhvervsorganisationer har sammen med Visit Aarhus og Aarhus Cityforening inviteret sine medlemmer til arrangementet ”Byen møder Borgen” den 2. februar 2015. Her skal de nuværende folketingsmedlemmer bl.a. svare på spørgsmål om aktuelle udfordringer.

»De glemmer os tit, hvis vi ikke har kontakten til dem. Derfor vil vi bruge valgåret til at få valgløfterne fornyet. Men også til at gøre politikerne det helt klart, at vi har store forventninger til, at de sætter byens ønsker højest også på deres dagsorden,« siger Søren Dyhr, formand for Aarhus Haandværkerforening.

Stor lydhørhed

Morten Pless, som er formand for Socialdemokraterne i Aarhus, mener, at man skal se beslutningerne på Christiansborg i lyset af den økonomiske udvikling.

»Der har været meget stor lydhørhed fra trafikministeren – også om E45, elektrificeringen af tognettet og om udbygning af letbanen. Der har ikke været manglende fokus, men der er ikke uanede mængder af penge i øjeblikket. Så jeg synes ikke, at der er et problem med gennemslagskraften hos folketingspolitikerne,« siger Morten Pless.