Aarhusiansk høfebermiddel har fået OK i USA
En dansk "kontaktlinse til næsen", som hjælper mod allergi, er blevet godkendt af FDA.
En ”kontaktlinse til næsen”, udviklet af den aarhusianske iværksætter Peter Sinkjær Kenney, er blevet godkendt til markedsføring i USA af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA
Det betyder, at Rhinix, som det danske middel hedder, nu potentielt kan nå ud til 40-50 millioner amerikanske allergikere.
FDA har desuden godkendt midlets forebyggende virkning. Ifølge producenten står Rhinix dermed alene i at måtte markedsføre sig med et forebyggende produkt mod høfeber.
”Det giver adgang til det amerikanske marked og lader os markedsføre Rhinix-næsefilteret, og foruden det så højner det også selskabets troværdighed i forhold til at gå ind på andre markeder,” siger opfinderen Peter Sinkjær Kenney, der nu har titlen som direktør i Rhinix.
Peter Sinkjær Kenney var medicinstuderende på Aarhus Universitet, da han opfandt og udviklede næsefilteret til personer, der lider af høfeber. Den sidder - næsten usynligt og uden at genere - på næsen, hvor filteret virker mod høfeber.
Filteret fungerer ved at bortfiltrere en del af luftens pollen fra den indåndede luft.
Godkendelsen fra USA er, ud over at være et skulderklap til den aarhusianske virksomhed, også et skub fremad for planerne for at promovere og sælge Rhinix.
”Vi går et spændende år i møde,” siger Peter Sinkjær Kenney.
I 2015 er det planen, at filteret skal på markedet, først og fremmest det danske markedet. Samtidig er man på jagt efter amerikanske samarbejdspartnere eller investorer, hvilket godkendelsen fra FDA uden tvivl kan hjælpe med.
Ideen om Rhinix blev undfanget i 2010, og produktet blev udviklet med økonomisk hjælp fra Syddansk Teknologisk Innovation.
I 2013 færdiggjorde firmaet den såkaldte ”kliniske afprøvning” af midlet, hvor 24 personer deltog i kliniske forsøg. Det viste sig, at næsefilteret i 75 pct. af tilfældene reducerede irritation i halsen, og at løbende næse, kløe og nys blev reduceret med 21 pct. Resultaterne blev tidligere på året offentliggjort i et anerkendt allergitidskrift.
Ifølge Astma-Allergi Danmark lider op mod en million danskere af høfeber i større eller mindre grad. Det anslås desuden, at der på verdensplan er omkring 500 mio. mennesker der døjer med irritationer i næse, øjne og hals, når det er pollensæson.
Læs mere om Rhinix her.