Drengen fra en anden planet

Bare fordi man er en dreng fra en anden planet, betyder det ikke, at man ikke kan vogte målet for Århus Håndbold. Som 17-årig. Drengen fra en anden planet hedder Emil Nielsen. Frisk ud af 10. klasse og ind på Århus Håndbolds ligahold.

Det er hans mor, Stinne Nielsen, der påstår, han er fra en anden planet. Det har hun selv konkluderet efter at have set, hvordan han kan sprælle, hoppe og gå i split i takt med bagskytternes skudmønstre. Det stammer ikke fra hende. Det stammer ikke fra far, og lillebror Malthe kan bedre lide at danse.

Siden de spæde år med attrap-overligger i Gudenå HK, har Emil Nielsen haft flair for at stå i vejen for bolde. I en grad så Århus Håndbold og Emil Nielsen har skrevet under på en kontrakt, der sørger for, han er i klubben til 2016.

»Drømmen er at blive verdens bedste. Men er det ikke alles drøm?« siger Emil Nielsen spørgende og konstaterende i ét.

»Jeg har altid kunnet mærke, at jeg var på niveau, men ikke et niveau over de andre. Det var først som førsteårs-U16. Da havde jeg en rigtig god sæson.«

En sæson, der lagde fundamentet til et U18-DM, U18-landsholdsudtagelse og en debut for Erik Veje Rasmussens mandskab mod Sønderjyske tidligere på ugen.

Altid en bold

»Emil har altid leget med en bold. Fra han kunne stå og gå, var en bold det eneste, der var sjovt. Altid,« siger Stinne Nielsen, når vi skal have kortlagt sønnens håndboldkarriere.

For boldinteresserede, jyske drenge rejser det uundgåelige spørgsmål sig på et tidspunkt: fodbold eller håndbold? Emil valgte håndbold, da sneen begyndte at falde, og han fandt ud af, at fodbold startede i januar og blev spillet udendørs.

For et 100 pct. sommermenneske trak halvarmens bekvemmeligheder ham ind i favnen på håndbold. Imens flyttede familien fra Ulstrup til Aarhus, og Emil Nielsen begyndte i AGF/Viby Håndbold, hvor det hurtigt blev til otte timers ugentlig træning på forskellige hold med kamp i weekenden.

Selv med en karrierelang flair for håndbold vil Emil Nielsen gerne pege på den første U16-sæson, som ”arneåret” for fremtidens bedrifter:

»Jeg fik en masse selvtillid, det var rigtig godt socialt, det kunne jeg helt sikkert godt mærke. Det ændrede min indstilling. Når jeg kan mærke, det går fremad, bliver jeg yderligere motiveret til at gøre det bedre.«

Bedre, bedre, bedre, bedst

At blive bedre, er et mantra, der går igen, når man snakker med Emil Nielsen.

Da en skade holdt ham ude det meste af anden halvdel af U16-sæsonen, kastede han sig over håndvægtene i forsøget på at bedre sig, når han var udelukket fra boldtræning.

»Det var kedeligt, men nødvendigt,« siger den 17-årige om tiden i vægtrummet. Noget, der i dag er en del af træningsrutinen.

Og løbetræning?

»Hvis det regner, og man skal ud at løbe, så kan det godt være træls.«

Men trælse og kedelige træningssessioner holder teenageren op imod udviklingen som håndboldmålmand – helheden og endemålet.

»Jeg ved, det kommer til at styrke mig håndboldmæssigt.«

Mere end håndbold

Som nystartet gymnasieelev er der meget, der står parat til at fjerne Emil Nielsens fokus fra håndbold. Tag sidste uges gymnasiefest, hvor den nye årgang blev introduceret til hedonistiske ritualer, der omgærder de tre skoleår.

Men målmanden lå derhjemme med Playstation og fornuftig sengetid.

»Jeg vil gerne gå hele vejen. Jeg vil også gerne ofre mit ungdomsliv. Byture og sådan noget har jeg aldrig gjort meget i. Det skal man ikke.«

Emil Nielsen ved dog, at det er en balancegang, og en bytur skal der til i ny og næ.

»En gang imellem. Man må selvfølgelig gerne have et ungdomsliv, men det er ikke noget, jeg kommer til at gøre på månedsbasis.«

Stinne Nielsen kigger tværs gennem stuen på sønnen, der har fundet telefonen frem og fastholder blikket på LCD-skærmen.

»Jeg kan jo ikke lade være med at sidde og glo på dig herovrefra. Jeg er smadder stolt over, at alt det hårde arbejde kaster noget flot af sig. Det er jeg vildt, vildt stolt af,« siger Stinne Nielsen og fortsætter med moderlig bekymring:

»Men det er rigtig vigtigt for mig, at Emil ved, at hvis et eller andet går galt, så er der også et liv uden håndbold, hvor han kan slå på tromme og gå til fest.«

Men Emil Nielsen vil gerne være verdens bedste målmand, og så må man ofre her og der, for der mangler lidt endnu.

»Der mangler rigtig, rigtig, rigtig meget.«