Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus-hotel er næstbedst

Villa Provence er netop blevet kåret som Danmarks næstbedste hotel af rejseportalen TripAdvisor.

Signe Haahr Lindegaard

Når folk fra nær og fjern fremover skal vælge feriedestinationen set ud fra de gode overnatningsmuligheder, er der en god chance for, at valget falder på Aarhus.

Hotel Villa Provence er netop blevet kåret som Danmarks næstbedste hotel kun overgået af Hotel Hesselet i Nyborg.

Det er verdens største rejseportal, TripAdvisor, der har lavet en liste over de 25 bedste hoteller i Danmark, og her får Villa Provence den næsthøjeste score. Vurderingen bygger udelukkende på rejsendes egne erfaringer og oplevelser med de forskellige hoteller rundt om i Danmark, og det er derfor hotelgæsterne, som kårer de bedste af slagsen.

Fransk charme og kvalitet

»Stedet oser af Frankrig med skøn og rustik stil,« skriver en af de besøgende bl.a. om Villa Provence og kalder hotellet for en fantastisk oase midt i Aarhus.

Ifølge Steen Stenstrup, der sammen med sin kone Annette Stenstrup ejer Villa Provence, er det især hotellets franske stil og charme samt kvaliteten, som tiltrækker folk. For der er ofte godt booket op.

»Vi har et unikt produkt med 39 værelser i forskellig fransk stil, og vi har en høj kvalitet. Bl.a. med vores morgenmad, hvor vi kun vælger det allerbedste i form af håndlavede franske oste, italienske pølser, æg købt hjem fra Paris og friskpresset juice,« siger Steen Stenstrup og understreger, at målet er at blive nummer et på TripAdvisors liste.

Foruden Villa Provence er et andet Aarhus-hotel også med på listen. På plads nummer ni finder man Hotel Royal.