Elevernes maskespil

Hvornår er man sig selv? Hvornår har man en maske på? Og er det sidste ikke bare endnu en udgave af én selv?

Afgangseleverne fra skuespilleruddannelsen ved Aarhus Teater har brugt de seneste uger på at grave i dette emne, som har optaget mennesket til alle tider.

De har gjort det som forberedelse til deres nye forestilling, “Portrætter”, som har premiere på teatrets lille scene, Stiklingen, på fredag.

Det er en såkaldt præsentationsforestilling, hvor de vil vise, hvad de kan tilbyde landets scener fremover.

Forestillingen er bygget op om ni monologer, ni menneskers tale om sig selv. Om hverdagen, kærligheden, arbejdet, en særlig episode eller måske en særligt svær beslutning, der engang blev taget.

Ni hovedroller

De ni medvirkende har alle en hovedrolle i hver sin monolog, hvor de bliver suppleret af såvel det bevidste som det ubevidste i form af deres maskeklædte kolleger, der står rundt om dem og hvisker, hvad de måske i virkeligheden tænker, men ikke har lyst til at sige højt.

Stykket er skrevet af den nyuddannede dramatiker Simone Isabel Nørgaard, der har brugt lang tid på at tale med de enkelte elever, så stykket i virkeligheden er blevet til over deres egne liv.

Ikke at det gør det til sandhed. De enkelte episoder er blevet dramatiseret, pyntet på og rettet til, så det, som skuespillerne forklarer det, er blevet til ni portrætter af mennesker i forskellige tidspunkter af deres liv, et samlet portræt af tidens ungdom.

At de samtidig har skullet lave masker i både silikone og papmaché har været endnu et stykke selvudvikling, for på den måde har de kunnet lægge sjæl i både masken og det, der er bag ved den.

Personlighed på scenen

»Det er dybt personligt materiale, fordi de i deres masker kan finde noget af sig selv,« siger instruktør Finn Hesselager, der har arbejdet med masker i mange år.

»En maske har sin egen tilstedeværelse på scenen. De analyserer, mens den spiller, og den afkoder en scene umiddelbart,« mener han, der nyder at arbejde med skuespillerelever.

»For her behøver jeg ikke at ”af-lære” – de har ikke fået deres egne spillevaner, sådan som man gør, når man har været skuespiller i mange år.«

Eleverne synes også selv, at det har været spændende at arbejde med masker. Men mest spændende synes de alligevel det er, at de nu kan springe ud i deres nye liv.

»På skolen har det jo handlet meget om at udvikle sig og have fokus indad på en lidt navlepillende måde. Nu kan vi vende det hele udad,« siger den 27-årige Zaki Nobel Mehabi, mens hans 26-årige kollega Josephine Park, der allerede har fået en aftale med Mammut Teatret i København, slet ikke kan skjule sin glæde over, at hun nu for alvor skal i gang.

»Det er så vildt, at det er det, vi fremover skal lave: spille skuespil. Det bliver hårdt arbejde, men det bliver også skønt at komme i gang.«

Formelt kan skuespillereleverne sætte punktum for deres uddannelse, når der er translokation i juni.