Fortsæt til indhold
Aarhus

IKEA klar til gigantbutik i Aarhus

Den svenske møbelkæde IKEA vil opføre et varehus i Aarhus, som bliver dobbelt så stort som det eksisterende.

Der bliver dobbelt så meget plads til servietter, senge og sofaer i den nye IKEA-butik, som den svenske koncern planlægger at opføre i Aarhus N. Det kommende varehus skal i første omgang rumme 31.000 kvm med mulighed for at udvide til 35.000 m2, fremgår det af byrådsindstillingen, som skal behandles i aften. I første omgang skal byrådet sende byggeprojektet i høring i otte uger. Den nuværende IKEA-forretning ved Graham Bells Vej i Skejby rummer 14.000 m2. IKEA-varehuset er fra 1985 og er ombygget fire gange. Men ifølge IKEA Danmark er den nuværende bygning utidssvarende og skal rives ned, når den nye efter planen står klar i 2013. Allerede i Kommuneplan 2009 har Aarhus Kommune gjort klar til et varehus i gigantstørrelsen efter ønske fra IKEA.

Varehus i tre etager

Siden da er tiden gået med at detailplanlægge bygningen og de trafikale tilkørselsforhold. Detailarbejdet betyder bl.a., at Aarhus Kommune har accepteret forskellige tekniske ændringer. En af dem er, at der i modsætning til aftalen i Kommuneplan 2009 bliver mulighed for at opføre et varehus i tre etager. Kommuneplan 2009 giver kun mulighed for to etager, men da en stor del af parkeringspladserne ved IKEAvarehuset skal opføres under bygningen er Aarhus Kommune med på at lade antallet af etager gå fra to til tre.

Skrånende terræn

Ifølge sagsbehandler Henrik Pedersen, Aarhus Kommunes afdeling for Planlægning og Byggeri, er udvidelsen af etageantallet ikke problematisk. »Det er en teknisk ændring, som hænger sammen med, at bygningen ligger på et skrånende terræn. Bygningen vil blive højere, men det er en smart løsning på parkeringsproblemerne,« siger Henrik Pedersen. Den nye bygning skal placeres umiddelbart syd for den nuværende IKEA-bygning på den tidligere Silvan-grund og på en del af den tidligere mejerigrund på Graham Bells Vej. Varehuset får en restaurant på anden sal med udsigt over Egådalen.

Nyt trafikanlæg

IKEA Danmark forventer, at den nye butik i Aarhus vil blive besøgt at flere kunder fra andre dele af Jylland. For selv om der i dag er IKEA-varehuse i Aalborg og Odense, så er forventningen, at der i 2020 vil komme 20 pct. flere handlende til IKEA Aarhus, end der kom i den nuværende butik i 2010. Den nye butik kræver også nye trafikforhold. Afdelingen for Teknik og Miljø har derfor forhandlet med IKEA Danmark om en udbygningsaftale for infrastrukturanlæg uden for lokalplanområdet. Den såkaldt betingede udbygningsaftale betyder bl.a., at IKEA skal betale et nyt signalreguleret kryds ved Graham Bells Vej.