Restaurant Castenskiold er tilbage

Navnet er det samme, og rammerne er de kendte: Castenskiold ligger stadig i et stort, højloftet lokale ud mod den fritlagte å med glasfacade, der blødes op af røde gardiner i megastørrelse, plankegulve og moderne lamper.

Men efter krisetider og ejerskifte har køkkenet genopfundet sig selv, betjeningen er kommet op i gear igen, og hele bygningen har kastet den nedtursstemning af sig, der i en periode har præget den kendte restaurant/café.

Kort sagt: Castenskiold er tilbage i en skarpere, trimmet udgave, hvor en del af husets velfærdsluksus er udskiftet med sund fornuft til hårde tider.

Fokus på gastronomien

Menukortet består af tre forretter, tre hovedretter, tre desserter, en treretters menu til 298 kr. og en håndfuld specialiteter med fruit de mer, fisk- og skaldyrsanretning, i spidsen. For de frokostsultne er der også en pæn menu til midt på dagen, og ud på de små timer bliver Castenskiold til en natklub, for stedet er nu en såkaldt mad- og natklub.

Det betyder dog ikke svækket fokus på det gastronomiske, for i køkkenet er en kok med stamtavle - udlært fra Molskroen og Prins Ferdinand, har arbejdet på toprestauranter i København, på Bornholm og i udlandet og netop kommet i finalen i konkurrencen Årets Kok.

Navnet er Magnus Mondrup Knudsen, og han har taget centrale elementer fra de dyrere menukort som den tætte fiskesuppe, den intense rødvinsglace, den sprødstegte fisk og den rundhåndede brug af friske urter med til Castenskiold, hvor anretningerne er mere enkle, uden at der bliver gået på kompromis med kvaliteten.

Det mærkede vi under vores besøg allerede ved brødet. Det blev serveret med pisket smør og var langtidshævet og så lækkert, at vi skulle sidde på hænderne for ikke at spise os mætte før tid. Så var vi knapt så begejstrede for det indledende glas cava til 50 kr., der venligt kan beskrives som meget diskret.

I det hele taget var vi gennem hele måltidet en tand mere vilde med maden end vinene, ligesom betjeningen trods stor tjenstivrighed og høj energi ikke helt kunne matche køkkenets niveau - selv om vi var en klasse over det gennemsnitlige niveau ved åens spisesteder.

Nu var det også maden, som vi først og fremmest var kommet for, og der blev lagt stærkt ud i såvel aftenens treretters menu som i de tre a la carte-retter, som vi testede.

Flot fiskesuppe

Menuens indledende fiskesuppe var måske den allerflotteste ret med en appetitlig anretning af tynde skiver fennikel sammen med små stykker torsk og rødspætter, dild og kørvel, små rosetter af aioli og spåner af ristet rugbrød, der ved bordet blev overhældt med den varme suppe, tyk af smag.

Forretten valgt fra kortet, en halv hummer glaseret i egen sauce med mere aioli og kryddermayonnaise, var nu heller ikke så ringe. Hummeren var frisk og befriet for det meste af skallen, så øvelsen gik mest ud på ikke at spise de luksuriøse bidder for hurtigt.

Det glas chilensk chardonnay, der fulgte med begge forretter, var ganske fredsommelig, og det lykkedes os efter to forsøg at få ganske almindelig postevand på bordet. Aftenens bedste vin var en ung Ribera del Duero (Bodegas Montebaco) til 395 kr.

Hele vinkortet kunne være på bagsiden af menukortet, dog suppleret med et champagnekort med husets dyreste flasker (Krug og lignende prestigebobler). Der var et fint udvalg af vine i glas samt tilbud om vinmenu (tre glas for 250 kr.).

Traditionelt med et tvist

Blandt hovedretterne var vi mest spændte på retten fra kortet; stegt slethvar med ragout af oksehaler.

Det var en interessant sammensætning, der ikke blev ringere af, at køkkenet havde udskiftet slethvar med pighvar. Fisken var sprødstegt, ragouten havde fået lov at boble rigtigt længe, og den ledsagende persille/hvidløgssauce lyste op med sin skarpe, grønne farve.

Vi ville måske hellere have spist fisken og oksehalen hver for sig, men point til køkkenet for at tilbyde noget anderledes.

Menuens hovedret var mere traditionel: Oksemørbrad med rødvinssauce, kartoffelmos og bagte rodfrugter. Uden et tvist eller to var retten ikke - det meget møre kød var pakket i panko (japansk rasp), og mosen var pisket med rygeost.

Samlet så serveringen lille ud, men smagen var stor, og kun almindelig anstændighed forhindrede, at den sidste sauce blev slikket af tallekenen. Eneste minus var rodfrugterne, der var noget underbagte.

Desserterne var to bistro-klassikere, tarte tatin og gateau marcel, i de luxeudgaver. Æbletærten havde fået frisk æble ovenpå, fed, hjemmelavet flødeis ved siden af og granuleret, hvid chokolade ud over det hele. Chokoladetærten blev ledsaget af små toppe af hvid og mørk chokolademousse og flere flager af hvid chokolade. Begge var helt i orden, selv om resten af måltidet forekom os mere inspireret.

Med kaffe blev regningen på 1.379 kr., så direkte billig er Castenskiold ikke, skønt noget af prisen kan barberes af ved at holde sig til den anbefalelsesværdige menu.

Vi følte, at vi fik en oplevelse for pengene - især i kategorien fisk og skaldyr. Ikke alt gik rent hjem, men gnisten og ønsket om at gøre en forskel var til stede. Derfor fem stjerner til det nye Castenskiold.

LÆS OGSÅ: Delikat svineri i Aarhus