Fortsæt til indhold
Aarhus

Europas bedste ph.d.-studerende

En 27-årig ph.d.-studerende på Aarhus Universitet er blevet kåret som Europas bedste.

»Fantastisk. Helt overvældende.«

Den 27-årige Dorthe B. Ravnsbæk har god grund til at juble. I fredags fik hun besked på, at hun er kåret som Europas bedste ph.d.-studerende med titlen ”The European Young Researchers' Award 2011”.

Priskomiteens begrundelse er følgende: »Dorthe B. Ravnsbæk is an outstanding, visionary, inspiring and outgoing young researcher.«

Altså en enestående, visionær, inspirerende og udadvendt forsker. Med til at motivere prisen har været, at hun trods sine kun tre og et halvt år som ph.d.-studerende allerede har været forfatter og medforfatter på 18 videnskabelige artikler i internationalt anerkendte tidsskrifter.

Dorthe B. Ravnsbæk har læst kemi i fire år og fortsatte derefter som ph.d.-studerende i naturvidenskabs såkaldte 4+4-ordning. Her er hun nu ansat som forskerstuderende ved Center for Materiale-krystallografi ved Det Interdisciplinære Nanoscience Center, iNano, på Aarhus Universitet.

»Vi laver grundforskning og arbejder med at finde nye materialer, som kan bruges til at opbevare brint med det formål at kunne lagre vedvarende energi. Der findes lignende materialer, men vi arbejder på at kunne give effektiviteten en kraftig forbedring,« fortæller hun.

Dørene åbner sig

Med prisen står en masse døre mere åbne for hendes fremtidige karriere, når hun til september afslutter sin ph.d.-uddannelse.

»Prisen kommer til at betyde rigtigt meget for mig. Efter jul håber jeg at kunne komme til udlandet og studere i et par år, og så vil prisen være en stor fordel for mig, når jeg skal søge penge hos fonde til at forske videre,« siger Dorthe B. Ravnsbæk, der gerne vil til et universitet i USA.

Det er hendes vejleder, lektor Torben Jensen, og professor Flemming Besenbacher, der har indstillet Dorthe B. Ravnsbæk til prisen, som hun får overrakt ved en konference i Dublin næste år.