Fortsæt til indhold
Aarhus

Det evige talent prøver i Brabrand

Mads Beierholm har trods sine kun 23 år syv års erfaring med topfodbold, som blandt andet har kostet en periode med stress og begyndende mavesår.

Af JESPER ENGMANN

For seks år siden blev han den yngste superligaspiller nogensinde, da han som 16-årig debuterede for Vejle Boldklub. Alle pegede og skreg: Dér løber et af dansk fodbolds største talenter. Landsholdet? Et spørgsmål om tid.

Sådan gik det ikke. Ganske vist spillede Mads Beierholm 99 kampe for Vejle Boldklub, men siden smuldrede karrieren.

Lykken blev forsøgt i Sønderjyske, men heller ikke i Haderslev magtede han at tilspille sig en stamplads på førsteholdet. Og det seneste halve år har han fortrukket til øen med glemte danske spillere, der aldrig for alvor blev til noget. Island.

Nu vender han tilbage fra klubben Fylkir, parat til at teste, om han stadig kan gøre sig i dansk fodbold.

»Han trænger til at få sin karriere tilbage på rette spor. Han har været et stort talent, men han skal også bevise, at han er mere end det,« siger Lars Lundkvist, træner og sportschef i Brabrand, som indtil videre har ansat den stadig unge midtbaneslider frem til udgangen af denne sæson.

Lars Lundkvist er overbevist om, at Mads Beierholms muligheder for endelig at slå igennem er fine i den lille århusianske forstadsklub.

»Han får gode betingelser hos os. Nu kan han være med til at vinde nogle kampe i 2. division og på den måde få noget selvtillid og se, at tingene kan lykkes. Dermed kan han være med til at løfte både sit eget og holdets spil,« mener Lars Lundkvist. Selv glæder Mads Beierholms sig til en ny begyndelse.

»Det er noget andet end for et par år siden, da jeg spillede på et højere niveau, men jeg har det fint med at spille i 2. division. jeg glæder mig til at komme i gang og møde holdkammeraterne,« siger den unge spiller, som ud over træningen også skal bruge en del af døgnet på et arbejde, som Brabrand hjælper ham med at skaffe.

Et halvt år på Island

Årsagen til, at den lovende karriere blev bremset, kan ikke tilskrives en enkelt faktor.

»Det er en kombination af forskellige ting. I Vejle var jeg lidt uheldig med en knæskade, jeg havde svært ved at komme over. Så fik jeg et tilbud fra Sønderjyske og slog til, men det var først, da Morten Bruun blev træner, jeg fik spilletid. Siden skiftede de træner igen, og så vurderede jeg, at mine muligheder for at spille blev ringe,« forklarer Mads Beierholm, der i det seneste halve år har tjent til dagen i Fylkir på Island.

»Det trak i mig for at komme tilbage til Danmark, så jeg igen er tæt på kæresten og vennerne,« erkender Mads Beierholm, der i en alder af 17 år løb ind i et begyndende mavesår og måtte i medicinsk behandling.

På det tidspunkt gik han i gymnasiet og spillede fodbold i Vejle Boldklub, hans hidtil mest succesrige periode med 99 kampe for vejlenserne.

»Jeg kunne sagtens træne samtidig med, jeg fik medicin, så jeg husker det ikke som dramatisk. Men der var selvfølgelig travlt med både skole og fodbold,« siger han. Brabrand-træner Lars Lundkvist vil de kommende dage se holdets nye spiller nærmere an, inden han beslutter sig for, om Mads Beierholm skal debutere allerede i weekenden.