Fortsæt til indhold
Aarhus

Irma er kommet til Århus

Tirsdag åbner det første Irma-supermarked i Århus med et knap 900 kvm stort salgsareal i stormagasinet Magasin.

Kampen om kunder, der gerne betaler lidt ekstra for kvalitet, skærpes tirsdag med åbningen af det første Irma-supermarked i Århus i stormagasinet Magasin.

Forretningen er indrettet i Magasins tidligere supermarked, men Irma råder over et større salgsareal - nemlig tæt ved 900 kvm med varer. Den yderligere plads er skaffet ved at inddrage gangarealet ved indgangen nær parkeringshuset, ligesom der på den anden side af denne gang er indrettet en Irma-kiosk.

Hjem til Århus

»Jeg har arbejdet med åbningen af Irma-forretningen siden den 1. februar i år og blandt andet ansat personale. Vi har overtaget 15 tidligere ansatte i Magasins supermarked, og de har været i ”erhvervspraktik” i Irma i København,« fortæller butikschef Jørgen Bruun.

Han kommer fra Irma i København og bor endnu i Solrød, men familiens parcelhus er sat til sag med henblik på at flytte til det østjyske. I øvrigt er tre af de nye medarbejdere ansatte, som har arbejdet for Irma på Sjælland, og som nu benytter muligheden for at vende hjem til Århus.

Mindre udvalg

Jørgen Bruun har minutiøst gennemgået Irmas varelister og frasorteret varer, som man ikke mener vil sælge så godt. Dermed får supermarkedet et mindre vareudvalg end de sjællandske Irma’er har – alt sammen for at sikre ekstra god plads til de udvalgte varer.

Vinafdelingen er stor, og maksimalt 1 procent af disse vine kan også købes i moderkoncernen COOP’s danske butikker. Hvad kødvarerne angår, har man i Århus i første omgang fravalgt de såkaldte standardvarer for i stedet kun at sælge kvalitet.

Irma har en pænt stor delikatesseafdeling, men de fleste varer leveres udefra. En del specialiteter, som Magasin havde erfaring for var efterspurgte, er med i Irmas sortiment.

Supermarkedet har tre faste kasselinier, ligesom man råde rover en mobil kasse, der kan sættes ind efter behov.

Irma åbner dagligt kl. 9 - altså en time før Magasin gør. Lukketiderne har man fælles. Den fysiske adskillelse mellem Irma og Magasin denne time om morgen vil ske med et stålgitter, som kan hæves og sænkes.

Muzak fravalgt

I øvrigt - Irmas kunder påtvinges ikke den muzak, som ellers kan høres overalt i Magasin.

»Vi har fravalgt denne larm. I øvrigt husker jeg en Irma-butik for mange år siden, hvor der ved indgangen var en knap, hvor en kunde med et tryk kunne lukke for muzakken i 20 minutter!« siger Jørgen Bruun.