En af de sidste store modstandsfolk er død
Frihedskæmperen og Århus-lægen Hugo Horwitz, kaldet ”Uffe”, er død, 87 år.
Georg Hugo Horwitz havde en ganske usædvanlig livshistorie, og han bevarede sit humør og venlige væsen livet igennem. Når man tænker på, hvad han måtte igennem, er det imponerende.
Hugo Horwitz havde jødiske aner, og det spiller normalt ingen rolle, men i Hugo Horwitz' tilfælde blev det afgørende.
Han voksede op i et velhavende hjem i Hellerup ved København, og tingene tegnede lyst - lige indtil den 9. april 1940. Der var selvfølgelig nervøsitet i familien i anledning af den tyske besættelse og de forfølgelser, man vidste, at jøderne havde været udsat for i Tyskland og i de tysk-besatte områder.
I oktober 1943 gik den ikke længere. Tyskerne gennemførte en razzia mod de danske jøder, men de var forinden blevet advaret, og det lykkedes langt hovedparten at flygte til Sverige. Også Hugo Horwitz.
Gruppeleder i BOPA
Men han blev ikke i det fredelige Sverige ret længe. Han ville tilbage til København for at bekæmpe den tyske besættelsesmagt, og i Besættelsens sidste år var han blandt de mest dristige og effektive sabotører. Han var aktiv i en række store aktioner i København og avancerede til gruppeleder i modstandsgruppen BOPA.
Han påtog sig også andre opgaver og var ifølge egne oplysninger med til at likvidere fem-seks landsforrædere. Selvfølgelig gav det samvittighedskvaler, men han fik god moralsk støtte af medlem af Frihedsrådet, professor Mogens Fog.
Hugo Horwitz har fortalt om den dramatiske tid i bl.a. tv-programmet ”Her er dit liv”, der første gang blev sendt i 1983. Det blev i øvrigt genudsendt på DR's nye kulturkanal for en måned siden.
Tv-udsendelsen er enestående, fordi Hugo Horwitz er død. Billederne og ordene beretter hans historie, og han har oplevet ting, der er ganske utrolige.
Mødet med Scavenius
Den 5. maj bevogtede Hugo Horwitz Kongens Nytorv i København, der var et fredeligt sted i en ellers urolig by.
Midt på eftermiddagen kom hans næstkommanderende og sagde, at der stod en gammel mand, som sagde, at han skulle ned til kongen. Gruppen havde ordre til at holde Kongens Nytorv spærret for trafik.
Horwitz opsøgte manden.
»Ja, jeg ved ikke, om De kan genkende mig, men jeg er forhenværende statsminister Erik Scavenius.«
”Uffe” kunne godt genkende den tidligere statsminister og svarede:
»Hvorved kan jeg tjene ministeren?«
»Jeg skal til Amalienborg og i afskedsaudiens hos kongen klokken fem.«
Hugo Horwitz tilbød at ledsage Erik Scavenius, og det var et umage par - den 22-årige modstandsmand og den da 70-årige politiker - besættelsestidens to poler, den unge modstandsmand og selve symbolet på samarbejdspolitikken.
De spadserede ad Store Strandstræde over Sct. Annæ Plads til Amaliegade.
En behagelig samtale
Hugo Horwitz har fortalt, at de førte en behagelig samtale. På et tidspunkt sagde Scavenius.
»Ja, De nærer vel afsky for mig?«
Det afviste Horwitz, som konstaterede, at landet jo skulle regeres på den ene eller anden måde.
Erik Scavenius var glad for svaret.
Da de nåede Amaliegade, henvendte en betjent sig til Horwitz og spurgte, hvad han skulle, og hvem han havde med.
»Det er forhenværende statsminister Erik Scavenius,« sagde Hugo Horwitz.
»Javel,« svarede betjenten, »er han under arrest?«
I årene efter krigen blev Hugo Horwitz uddannet som læge, og fra 1968 og til sin pensionering var han praktiserende læge i Lystrup ved Århus.