Nøgen i byen

Tre uger inde i et sommerligt højtryk optræder byen traditionelt i en fremskreden form for afklædthed. Og vi pjasker med vand både i have og ved hav.

Ved strandene, der smykker byen, ligger vi som Gud har skabt os - bare iført lidt ældre karosserier.

I byens parker kan man et stykke fremme ad stien studere mennesket på samme vis.

Den nøgenhed, der på andre årstider - og under diverse lavtryk - vil føre til politianmeldelse og indføring i døgnrapporten, accepterer de fleste af os på dage som disse.

Så længe folk blot iklæder sig ét eller andet, når de færdes i byens gader og stræder.

Sådan en det-er-sommer-det-er-sol-og-det-er-søndag eftermiddag som i går er situationsrapporten inden for rækkevidde. Og at der også i det indre af Århus og på varme fliser og de hede asfalt kropssignaleres kraftigt, skal ingen være i tvivl om.

De herrer, der har pæne ben, viser dem flittigt frem.

Og de herrer med en ordentlig brystkasse, kan lide at skyde den frem mellem de solbrune overarme.

De damer, der har smukke ben, viser også dem frem.

Og de damer med et nydelige bryster, synes også at have tendens til at skyde dem frem på en banebrydende facon.

Nå, nu bebos og besøges byen jo af andre end de smukt skabte. Så alle vi andre, der er faldet noget anderledes ud, går også rundt og lufter kropsdele, uden at der af den grund skabes utidige hormonkøer hos forbipasserende.

Det er svøbt i denne kropslige virkelighed, at man pludselig standser op ved rådhuset og står og stirrer på to splitternøgne personer, der har godt gang i noget vandpjaskeri.

Der er tale om en herre og en dame. Og de har altså selv ikke det mindste figenblad til at dække for kroppens mest intime steder. Hun står bare skamløst og viser det hele frem, og det er ikke svært at se, hvad han er ude på.

Og det er han jo, Havmanden.

For i virkeligheden er det en forfærdelig historie med ham og Agnete.

Ingen tog anstød

Deres søndags-udsendte medarbejder satte sig ned på en hosstående bænk for at finde ud af, om nogen stoppede op og tog anstød af de to kommunalt opstillede blottere, der er lavet af billedhuggeren Johannes C. Berg og afsløret under anden verdenskrig - i 1940.

Det var der tilsyneladende ingen, der gjorde.

Så stoppedes et stort antal tilfældigt forbipasserende og blev spurgt, om de kendte noget til de to afklædte derhenne i vandpjaskeriet.

Denne lille - men aldeles videnskabelige - undersøgelse afslørede, at langt de fleste af de sommerligt klædte forbipasserende vidste, at der var tale om Agnete og Havmanden, men absolut ingen klarede det uddybende spørgsmål om, hvem de to egentlig var.

De, der kom nærmest, mente, der var tale om to eventyrfigurer.

Men hør nu her den forfærdelige historie om de nøgne to.

Hvis nogen forbinder figurerne med H.C. Andersen, er det ikke helt galt, men der er altså stadig ikke tale om et eventyr.

I 1834 skrev H.C. Andersen skuespillet "Agnete og Havmanden". Det gav anmelderne anledning til at gøre digter Andersen opmærksom på, at han »igen har fejlet.«

Og tre år senere - man havde ikke travlt dengang - skrev Maanedsskrift fot Litteratur om stykket, at H.C. Andersen endnu engang med dette skuespil »led nederlag.«

Som man vil kunne forstå, var det endnu før Andersen var blevet til en svane - og mens han endnu var den grimme ælling.

I forordet til skuespillet fortæller H.C. Andersen selv, at historien er hentet ud af den gamle danske folkevise af samme navn.

Og sådan er det just. "Agnete og Havmanden" er en dansk tryllevise fra syttenhundrede og et eller andet. Man ved det ikke nærmere.

En grum historie

Men at historien er grum er ganske vist:

Skal vi løfte op i sommerens imaginære skørter og træsko-valse os rundt til visens start:

»Agnete hun ganger på Højelands Bro,

da kom der en havmand fra bunden op.

Og hør du Agnete hvad jeg vil sige dig,

Og vil du være allerkæresten min?

Oh jo såmænd, det vil jeg så,

Når du tager mig ned til havsens bund.

Han stopped hendes øre,

han stopped hendes mund.

Så førte han hende til havsens bund«

Nå, men altså, så bor de to dernede på havets bund i otte år.

Ud af det samliv kommer der syv sønner, hvoraf de senest fødte stadig ligger i vuggen, da Agnete får den idé, at hun godt lige vil en tur i byen, som man nok ville sige i dag.

Men i alt fald vil hun en tur op til overfladen.

Og da hun først kommer der op igen, så vil hun overhovedet ikke have mere med havmanden at gøre, selv om han har giver hende både guld og grønne tangskove.

Men altså: Havmanden kommer igen til overfladen og finder sin Agnete.

Og hvis De selv mener, at de har nerver til at tage slutningen af visen, så kommer den her:

»Og hør du Agnete, hvad jeg vil sige dig:

Dine små børn de længes efter dig.«

»Lad længes, lad længes, så såre de vil,

slet aldrig mere jeg kommer dertil.«

»Oh tænk på de store, og tænk på de små,

og tænk på den lille, som i vuggen lå.«

»Ret aldrig tænker jeg på de store eller små,

langt mindre på den lille, der i vuggen lå,

ha - ha - ha - ha!«

Jeg mener: Meget har man hørt her i sommervarmen. Og en hel del af det står endda i avisen. Men dette ?

Otte moderløse børn og en mor, der har sit på det tørre, men blot giver denne kommentar: Ha - ha - ha -ha!

Hun skulle skamme sig.

Og Århus Kommune har helt klart et forklaringsproblem.

For tænk sig, at rejse en statue af sådan en personage. Og så lige midt på byens asfalt og sommerhede fliser!

Så hellere Rådhusparkens mere jordnære skamløshed.

Det ved man da, hvad er!

poul.blak@jp.dk