Fortsæt til indhold
Aarhus

Dennis Siim skal styrke AGF's defensiv

Efter en lang skadespause er AGF'eren Dennis Siim på vej tilbage til topfodbold. I første omgang skal han være med til at lukke et utæt forsvar på DS-mandskabet.

Af JENS PETER SVARRER

Hos AGF glæder man sig over, at den defensivt stærke Dennis Siim er kommet sig så meget over den skade, han pådrog sig på en træningstur til Spanien, at han atter kan gøre sin entré på grønsværen. Det sker når klubbens DS-mandskab i eftermiddag klokken 14.00 møder Vejgaard.

Århusianernes problem har været, at midtbanen ikke har været i stand til at tage trykket at modstandernes angreb. Det har resulteret i, at der er gået for mange mål ind - og så har det hjulpet lige fedt, at AGF ikke selv har haft problemer med at score.

Det problem kan Dennis Siim være med til at løse. Alligevel har træner Torben Mikkelsen ikke de store forventninger til sit hold inden kampen mod Vejgaard. Hans mandskab har ikke fungeret som et hold i de seneste kampe - sidst blev det til et nederlag på 3-2 hjemme til Aars.

»Vi må acceptere mange udskiftninger, fordi vi skal afgive spillere til førsteholdet. Det forringer desværre vores muligheder for at få sammenspillet et slagkraftigt mandskab. Vores indsats hviler i al for høj grad på enkeltmandspræstationer,« siger Torben Mikkelsen, der dog kan være tilfreds med, at topscorer Mikkel Schiørring atter er med efter karantæne.

Herning-Lystrup IF

Kravet er tre point. Ellers er det slut med tilstedeværelsen i danmarksserien. Så soleklart stiller Henrik Johansen, træner for Lystrup IF, tingene op inden dagens møde med Herning. Og med Jan Høgsted, Arne Bak Frederiksen og Morten Bundgaard tilbage på midtbanen tillader træneren sig at være optimist.

»Med disse spillere tilbage er vi væsentligt forstærket. Jeg regner med, at vi vil sidde mere på spillet og på den måde styre kampen,« lyder forventningen fra Henrik Johansen.

Tved-Aarhus Fremad

Fremad står med et dårligt udgangspunkt inden dagens møde med Tved. Århusianerne mangler syv stamspillere, og alt efter førsteholdets behov kan der komme yderligere ændringer på et par pladser her til formiddag.

Men trods de store udskiftninger er det alligevel en optimistisk Henrik Gudmandsen, træner for Aarhus Fremad, der i dag rejser til Fyn.

»Tved har tabt tre kampe i træk uden at score. Holdet er i krise, og det skal vi udnytte. For det er vigtigt, at vi kommer i gang igen mod et af de svagere hold efter en række nederlag til stærke modstandere,« siger Fremad-træneren.

Midt i den kontante afvandring fra holdet kan Henrik Gudmandsen se frem til et spændende gensyn med Klaus Lildholdt, der har været ude med en skade. Derudover er også Lars Kjer skadesfri.

Slagelse-Skovbakken

Mandskabet fra nordbyen er stadig i desperat mangel på point, og derfor er Slagelse ikke lige nogen ønskemodstander. Sjællænderne har nemlig hidtil gjort det godt på hjemmebane, og en realistisk Arne Grønbæk, træner for Skovbakken, forventer ikke at få meget med hjem fra kampen søndag.

»Slagelse er godt spillende på eget græs. Derfor må vi ikke gå i sort, hvis vi ikke får point,« siger Arne Grønbæk.

Selv om situationen ikke ser for god ud, er han alligevel rimelig fortrøstningsfuld. Spillerne er ved at komme op i det rette gear, og trods nederlag til OB midt på ugen, var der alligevel tale om en god indsats i alle 90 minutter. Arne Grønbæk er derfor ærgerlig over, at han til kampen er nødsaget til at rokere om på fem pladser på grund af skader, karantæner og konfirmationer. Således er Lars Rønne, Arni Vatnhamar, Ole Vistisen, Klaus Hansen og Kenni Foldager ude. De erstattes af Peter Larsen, Martin Tolstrup, Michael Steensgård, Martin Vig og Kasper Bakholt.