Fortsæt til indhold
Aarhus

Topscorer skifter til Skovbakken

Brabrand IF måtte mandag sige farvel til sin suveræne topscorer i den netop afsluttede sæson, 21-årige Christina Kørup Pedersen, der fortsætter karrieren hos lokalrivalerne fra Skovbakken.

Af CLAUS SONNE

Det var ikke frøken hvem-som-helst, Brabrand IF mistede mandag, da Christina Kørup Pedersen besluttede sig for at skifte til Skovbakken. I den netop afsluttede sæson scorede Christina Kørup Pedersen 115 gange, hvilket indbragte hende en placering som nummer ni på listen over Ligaens topscorere.

De 115 scoringer svarer til, at Christina Kørup Pedersen scorede mere end hver femte af de mål, Brabrand blev noteret for i sæsonen 1999/2000. Meget typisk sluttede Christina Kørup Pedersen da også med at blive topscorer med otte mål, da Brabrand søndag aften løste billet til en ny sæson i HåndboldLigaen.

En klar forstærkning

Skovbakken-træner Jens Bruun kalder tilgangen af Christina Kørup Pedersen for en klar forstærkning.

»Christina er en klassespiller, som ethvert hold kan bruge. Hendes force er, at hun kan spille flere forskellige pladser, og dermed bliver hun også en styrkelse af vores bredde. Desuden vil hendes tilgang skærpe konkurrencen mellem vores bagspillere, hvilket jo kun kan være en fordel,« siger Jens Bruun, der ikke regner med, at hun skal gå ind og score lige så mange mål, som hun har gjort for Brabrand.

»Jeg har bestemt ingen forventninger til, at hun går ind og laver 100 mål for Skovbakken, selv om det da ikke ville gøre noget. Men der er stor forskel på den rolle, Christina har spillet i Brabrand, hvor hun har skullet afslutte meget, og på den rolle hun kommer til at spille hos os, hvor der er flere om buddet blandt bagspillerne,« mener Jens Bruun, der med tilgang af både Christina Kørup Pedersen, hvis kontrakt gælder for to sæsoner, og af japanske Mineko Tanaka har fået mere råderum i bagkæden.

Gardering for skader

»Vi har heldigvis været forskånet for skader blandt bagspillerne, men lige nu er både Tina Bøttzau, Dorthe Søndergaard, Camilla Transel og Jannie Skov Nielsen skadede, så skulle vi have spillet flere kampe, havde vi fået problemet. Med to nye bagspillere i truppen er vi nu godt garderet mod skader,« fastslår Skovbakken-træneren, der ud over kampene i HåndboldLigaen også får kampe i pokalturneringen, hvor Skovbakken er klar til ottendedelsfinalerne, samt i EHF-Cup'en, hvor Skovbakken træder ind i november.

Overraskelse i Brabrand

Mens Skovbakken-træner Jens Bruun er en glad mand, er Brabrand-træner Claus Blem overrasket over Christina Kørup Pedersens beslutning.

»Vi har i løbet af sæsonen fået forskellige meldinger fra Christina, og jeg troede, at vi havde fået lovning på at hun, hvis hun fortsatte med tophåndbold, spille i Brabrand. Så det overrasker mig, at hun nu skifter til Skovbakken,« siger Claus Blem, der dog hverken er sur ellers vred.

»Jeg ønsker hende da al mulig lykke i Skovbakken, og jeg vil godt sige til lykke til Jens Bruun, for han har fået en meget dygtig spiller i sin trup. Omvendt må man sige, at hvis Christina ikke har lyst til at spille i Brabrand, ja så er hun heller ikke en spiller, vi kan bruge,« fastslår Claus Blem, der nu skal ud og finde en erstatning for Christina Kørup Pedersen.

»Vi har i lang tid kigget efter et supplement til Christina, men nu kigger vi efter hendes afløser i stedet for. Sådan er vilkårene,« siger Claus Blem.

claus.sonne@jp.dk