Succes lige over stregen

Frank Pingel fik succes som træner i FC Aarhus, da han reddede klubben fra nedrykning fra 1. division. Han indrømmer, at han nyder at være tilbage i rampelyset, og han er klar til endnu en sæson i klubben, selv om han langt fra er sikker på, at han ønsker en fremtid som fodboldtræner.

Ingen kunne være i tvivl efter at have overværet Frank Pingels glædesdans, da FC Aarhus klarede frisag i 1. division ved at besejre Farum. Det betød virkelig noget for den tidligere landsholdsspiller og udlandsprofessionelle Pingel, at han havde ført sit hold helskindet gennem en turbulent sæson, hvor FC Aarhus gennem mange måneder befandt sig lige omkring nedrykningsstregen - og også var under stregen.

Frank Pingel afviser da heller ikke, at det på mange måder har været en god fornemmelse at være tilbage i det fodboldliv, som han måtte forlade i foråret 1995, da et overrevet korsbånd satte en endelig stopper for en karriere, der bød på mange glæder og mange skuffelser i form af skader. Men trods glæden over at være tilbage har Frank Pingel på det nærmeste gjort en dyd ud af at holde lav profil.

»Det er jo ikke min person, der handler om. Jeg har prøvet hele cirkus'et, og jeg kan faktisk bedre lide at være normal end at være klovnen i manegen,« fastslår Frank Pingel - og griner. For den gamle angrebskæmpe ved udmærket godt, at han har været - og også vedbliver med at være - den største profil i FC Aarhus. Og det kan så udnyttes positivt.

»De goder, jeg kan skaffe via min person, kommer spillerne og klubben til gode, og det er en ordning, alle er tilfredse med,« siger Frank Pingel, der netop har sagt ja til at stå i spidsen for FC Aarhus i endnu en sæson.

Ny kamp for overlevelse

»Og den nye sæson kommer til at handle om det samme som den sidste, nemlig overlevelse. Vi skal til at spille en masse unge spillere ind på holdet, og vi skal have fundet nogle spillere, der har hjertet med. Aarhus Fremad/FC Aarhus er bygget op på loyalitet, klubånd, klubfølelse og alle de andre gamle dyder, og dem skal vi have frem igen. Det sociale aspekt i en fodboldklub er uhyre vigtigt,« fastslår Frank Pingel, der egentlig ikke er sikker på, at han har lyst til at have en fremtid som fodboldtræner.

»Der er ingen, der siger, at jeg fortsætter med at være træner. Nu kan jeg prøve det i et år, og så må vi se. Jeg gør bestemt ikke det her for pengenes skyld, og ingen må tro, at jeg er i gang med at malke kassen i FC Aarhus. Jeg har meget andet, jeg kan give mig til ud over at være fodboldtræner, og der er også bentøjet at tage hensyn til. Faktisk ville det være ideelt med et flex-job, for benene holder ikke at blive brugt mere end fire timer om dagen,« fastslår Frank Pingel og fremviser et hævet venstre knæ som eksempel.

Slidgigt og blodpropper

»Jeg har slidgigt i begge knæ og har haft blodpropper i højre læg. Nu hæver det ene knæ på grund af væske, og så lægger jeg vægten over på det andet knæ, som bestemt heller ikke har det for godt. Det er sølle, er det,« griner Frank Pingel, der de seneste tre år er blevet opereret fire gange i venstre knæ - og det er vel at mærke efter, at han har stoppet den aktive karriere.

Det var også bentøjet, der tvang Pingel til at opgive sit sælgerjob.

»Jeg kan simpelthen ikke holde til at sidde ned så længe ad gangen, som det kræver,« konstaterer Frank Pingel og gnider det ene af to ar i kingsize-størrelse på højre knæ. Et knæ, der ikke lader nogen i tvivl om, at man her har en sportsmand, der kender en operationsstue inde fra.

Men dårligt bentøj eller ej, så er Frank Pingel klar til sin første hele sæson som træner. Og han glæder sig.

Fremgang som træner

»Jeg synes faktisk, at jeg er blevet en bedre træner. Til at starte med var det meget svært at se tingene fra både min egen og modstanderens side, men som sæsonen skred frem, gik det bedre, og jeg mener helt ærligt, at vi fik lavet nogle gode resultater i FC Aarhus, når man ser på det materiale, der var til rådighed. Man skal tænke på, at der konstant var pres på både mig og spillerne, og at vi aldrig rigtig fik tid nok til at træne,« siger Frank Pingel, der overtog FC Aarhus midt i forårssæsonen, da klubben for anden gang på samme sæson fyrede Peer Danefeld.

For mange skolelærere

Frank Pingel vedgår gerne, at han ikke har den store erfaring som fodboldtræner. Et enkelt DBU-kursus er det blevet til, men ifølge Frank Pingel er hans virkelige ballast de mange år som professionel i både Danmark, England, Tyskland, Tyrkiet og Frankrig.

»Det lyder måske banalt, men jeg har altså prøvet nogle ting på min krop, og jeg ved, hvad der skal til for at vinde. Der er kun én vej frem, og det er hård træning,« fastslår Frank Pingel, der gerne vil spille en blanding af engelsk og teknisk fodbold.

»Og så skal bolden ud på fløjene og slås ind foran mål. Det kan selv skolelærerne ikke stille noget op over for.«

De skolelærere, Frank Pingel hentyder til, er de mange danske toptrænere, der har en uddannelse som skolelærere og som har en - ifølge Pingel - for teoretisk indgang til fodbolden. Og ifølge Pingel er der for mange skolelærere i dansk fodbold.

»Fodbold er altså et rimelig simpelt spil, men mange af skolelærerne har en evne til at gøre det hele vildt teoretisk. Men fodbold er altså ikke kun for teoretikere, og alt hvad der står i bøgerne er ikke nødvendigvis rigtigt. Se bare på John "Faxe" Jensen i Herfølge. Ham er der ikke meget skolelærer over,« siger Frank Pingel med et stort smil.

Topspillere som trænere

Frank Pingel og John "Faxe" Jensen er blot to eksempler på tidligere topspillere, der nu er blevet trænere. Andre er Bjarne Jensen i Brønshøj og Henrik Jensen i Køge. Og ikke mindst Henrik Jensen, som Frank Pingel spillede sammen med i sin tid i Brøndby, har været en vigtig sparringspartner for FC Aarhus-træneren, der som så mange andre har set et dansk landshold gå ned med flaget under EM. Men den danske nedtur kommer ikke bag på Frank Pingel.

»I Danmark går tingene helt galt allerede i de yngste ungdomsrækker. Der er alt for meget taktik, og individualisterne bliver banket på plads,« mener Frank Pingel og taler sig varm over en af de - ifølge hans fodboldfilosofi - største fejl i den måde, ungdomsfodbolden er struktureret på i Danmark.

»Det er helt vanvittigt, at man hver andet år splitter spillerne og holdene op. Man har en god spiller, men så rykker man ham op, så han skal spille mod spillere, der måske er et hoved højere end ham selv. Det magter han ikke, succesoplevelsen er til at overse, og spilleren sættes tilbage i sin udviking. Denne proces skal han igennem fire gange som ungdomsspiller, så ud af otte år er det reelt kun de fire, han kan bruge til at udvikle sig. Det er da helt åndssvagt,« siger Frank Pingel, der nu har talt sig så varm, at der må kold saftevand på bordet.

De unge skal følges ad

Med halsen renset fastslår Frank Pingel, at ungdomsspillerne naturligvis skal følges ad i årgangene.

»Dermed kan de også blive sammen med deres kammerater og deres træner. Jeg er godt klar over, at tingene er som de er, fordi de små klubber ude på landet ikke kan stille et helt hold i samme årgang, men det er bare ærgerligt. Kan de ikke stille hold i Løgumkloster, så må de altså køre til den nærmeste større by, for det går ud over eliten, hvis der skal tages alt for store hensyn til bredden,« siger Frank Pingel, der har meddelt DBU sit syn på tingene.

»Men man skal have taget alle de rigtige DBU-eksaminer, før skolelærerne lytter,« siger Frank Pingel og ryster opgivende på hovedet med den sparsomme hårvækst.

AGF er for stiv i det

Interviewet er ved at være slut, for Frank Pingel skal køre sine to drenge til deres første golf-lektion, inden familien drager på ferie. Et forsigtigt spørgsmål om situationen i AGF, hvor Frank Pingel også har spillet, udsætter golf-lektionen med nogle minutter.

»Jamen, det er da trist for AGF, at klubben ikke kan skaffe de nødvendige penge, men jeg mener, at det er klubbens egen skyld. Man er alt for stive i AGF. Jeg kunne godt have forestillet mig et samarbejde mellem AGF og FC Aarhus, og det har jo også været på tale. Men problemet med AGF er, at klubben kun vil nyde og ikke yde. Og før det ændrer sig, sker der ikke noget godt for AGF,« konstaterer Frank Pingel.

claus.sonne@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen