Mr. Nice

Efter koncerten var der dovent kaos. Musikken på Jazzbar Bent J. havde været et tæppebombardement af inciterende rytmer og ballader. I den tunge røg, blandt skramlende stole, fyldte askebægre og tomme flasker banede Bobby sig vej frem til den unge bassist Jesper Bodilsen.

»You are nice,« sagde hun.

Bobby er gift med den 71-årige amerikanske tenorsaxofonist Benny Golson, der i denne uge aften efter aften har fyldt det lille spillested i Nørre Allé i Århus til det punkt, hvor det burde have bristet. Hun forklarede Bodilsen, at hun havde lært den prunkløse, men flotte kompliment af trompetisten Dizzy Gillespie.

Når en eller anden havde været fremragende, storslået og vidunderlig, sagde han blot de tre små ord. Det var som at få hængt en guldmedalje omkring halsen.

I den århusianske jazzstorfamilie er ingen i tvivl om, at Jesper Bodilsen er "nice". Han har allerede skabt en forbløffende karriere, men er forblevet den samme søgende sjæl, som han var, da han i 1989 begyndte at udfolde sine musikalske evner på de små spillesteder.

Med Golson, Carsten Dahl på piano og Ed Thigpen på trommer var Jesper Bodilsen under Aarhus International Jazz Festival i så fornemt selskab, at det kunne have lammet mange andre med nervøsitet, men han var - beskeden og selvsikker på samme tid - stjernernes ligemand.

Kort vej til toppen

For Bodilsen har vejen til toppen af dansk jazz været forbløffende kort. Han har aldrig hørt til dem, der må hutle sig igennem på bistand og sort arbejde i håbet om et enkelt job eller to. Han har format og tilhører en ny generation af musikere, der med en omfattende uddannelse, leder efter deres egen særlige stil og lyd.

På gymnasiet i Silkeborg spillede Bodilsen rock. Selvfølgelig gjorde han det. I 4. klasse havde han spillet trompet i et brassband, men han havde sin el-bas med, da han kom til Århus for at lære musik.

I september 1990 søgte han rytmisk uddannelse i København, men blev afvist, da han ikke kunne læse noder godt nok. Han søgte få måneder senere om optagelse på Det Jyske Musikkonservatorium, der netop havde fået en linje for den rytmiske musik.

Til optagelsesprøven skulle han spille klaver.

»Det gik dårligt,« husker han. »Men min lærer bassisten Jens Jefsen fik mig ind. Han forklarede de andre, at når jeg var så god til at spille bas, kunne jeg edderm'ame også lære at spille klaver.«

Set i eftertankens nøgterne lys mener Jesper Bodilsen, at han var heldig, da han ikke kom til København i første forsøg. I fire år hentede han erfaring som aktiv musiker især på Jazzbar Bent J., hvor han hurtigt blev en populær leder af jam session eftermiddagene.

»For mig var det helt, helt rigtigt at blive i Århus,« siger han. »Jeg lærte en masse. Jeg blev undervist af Jens Jefsen, spillede med James Moody, Bent Jädig, Duke Jorden, Ed Thigpen og mange andre. Jeg havde utrolig meget at lave, og det modnede mig.

Jeg var dog aldrig i tvivl om, at jeg som musiker var nødt til at tage til København for at videreudvikle mig. Kort tid før jeg i 1995 tog eksamen, tilbød Erling Kroner mig en plads i sit nye orkester i København uden at ane, at jeg allerede havde besluttet mig for at flytte. Jeg accepterede derfor omgående og fik fine startbetingelser.«

God bagage

Bodilsen behøvede ikke som andre mindst et år til overhovedet at blive kendt. Han slap for at blive mismodig i den brutale kamp for opgaver, som sjældent vindes. Han kom med en god bagage og var med i et meget populært band hos et etableret navn som Kroner.

Hurtigt spurgte man: »Hvem er ham bassisten, der med sit korte hår, briller og generte smil ligner en stor kostskoledreng?«

I dag er der intet behov for at spørge. Jesper Bodilsen er blevet et kendt navn. Han har medvirket på en række cd-indspilninger. På det seneste drejer det sig om Katrine Madsens "My Secret" (Music Mecca), om Scandinavien Summit med "The China Concerts" (Stunt Records) og om Ed Thigpen Rhytm Features med "It's Entertainment".

Drikkevand og bassister

Danmark har måske flere jazzmusikere pr. kvadratkilometer end noget andet land, og der produceres fremragende bassister i et antal, som overrasker mange udlændinge.

Jesper Bodilsen er af gæster blevet spurgt, om vi har noget i drikkevandet, der gør en forskel, men forklaringen er mindre mystisk. Med amerikaneren Oscar Pettiford, der efter et langt ophold i Danmark, døde i København i 1960, Erik Moseholm og manden med non-stop-navnet Niels-Henning Ørsted Pedersen var vi tidligt med i udviklingen.

»Ingen kan overvurdere, hvad Niels-Henning betyder,« siger Jesper Bodilsen. For mig er han en utrolig inspirator og en fremragende lærer. Han bor ikke langt fra min lejlighed, "nede om hjørnet".

Generationer før mig har i utrolig grad været præget af ham. Jeg er yngre, og jeg forsøger at undgå at traske tæt på hans fodspor. Der skal være andre ting med i billedet.

Jeg har ikke lyst til spille som ham, kan ikke og kommer aldrig til det. Han er på alle områder en større virtuos, end jeg er, men jeg vil lytte og hugge både fra ham, Ray Brown og andre. Jeg vil skabe min egen sound.

Jeg bliver undervist af Niels-Henning. Det ville være for stupidt ikke at blive det. Vi er personligt gode venner, og det er jeg lykkelig for.«

Store navnes mærke

Butch Lacey, James Moody og Ed Thigpen er navne, der har sat mærker i Jesper Bodilsens udvikling. De har hjulpet ham igennem, når det kneb, vejledt og inspireret.

De spiller ikke bare, men givet noget videre. De siger ikke kun "Great". De siger i stedet for "Great, men...."

Jesper Bodilsen er musikalsk vokset op på Bent J., så intet har været ham fremmed i ugen, der gik. Hverken trængslen af mennesker, den snævre plads, varmen eller familiekomsammen stemningen.

»Men stedet er unikt. Det bedste i Norden. Lokalet er ekstremt ueegnet, og støjen kan være irriterende, men det hele rummer et mix af kærlighed til musikken, der kan give et enestående drive. Uroen er mindre end tidligere, og det er dejligt, at der kommer flere og flere meget unge.«

Gift med Katrine Madsen

Da Jesper Bodilsen i august 1998 blev gift med sangerinden Katrine Madsen blev begivenheden selvfølgelig fejret på Bent J. De to århusianere har både hver for sig erobret nyt land, og Jesper glæder sig over, at de, som det skete på den månedlange turné i år i Australien, kan være sammen hver dag.

»Kathrine blev behandlet som stjerne overalt, hvor vi kom frem. Vi fik kun begejstrede anmeldelser. Det kunne være et problem, at hun har sunget så ofte i Danmark, at mange ikke ved hvor meget dygtigere, hun er blevet. Hun er en kæmpestor sangerinde, men får mere presse og anerkendelse i udlandet end herhjemme.«

Aften efter aften har Jesper Bodilsen frydet sig over den jazzfestival, der i morgen er forbi. Han er taknemmelig over at have spillet sammen med Benny Golson, da det er noget enestående at have ikke kun sin viden om musikken og spekulere på, hvordan den skal lyde, men at have komponisten stående lige foran sig.

Om Thigpen dette:

»Han skal ikke lære at spille swing, sådan som vi andre. Han er swing. Han er vokset op i den. Han var der, da det skete. Golson, Thigpen og Dahl - man skal ikke spekulere på, hvad man skal lave. Bare springe på toget. Det hele er mind blowing - sprænger alle sjælelige grænser.

Jeg kan ikke forestille mig et andet liv end at være musiker. Stemningen, rejserne, de store kunstnere.«

Om der er plads til børn i den tilværelse for to succesrige unge ?

»Ja, hvis alt går efter planen bliver Katrine og jeg forældre til januar.«