Fortsæt til indhold
Aarhus

Dobbelt OL-guld til Århus

To Århus-sejleres OL-guld blev fejret af klubkammerater

Af CHRISTIAN FRIIS HANSEN

De to Århus-solingsejlere Henrik Blakskjær og Thomas Jacobsen kunne i går sammen med skipper Jesper Bank som de første danske sportsfolk tage imod guldmedaljer ved OL i Sydney. Blakskjær og Jacobsen havde den nærmeste familie med sig i Sydney, og selv om de to sejlere fra Kaløvig Bådelaug trods deres kun 29 og 28 år har stor erfaring, var de ikke for rutinerede til at smile bredt, efter de i går formiddag dansk tid havde fået den obligatoriske tur i havnen sammen med deres skipper.

I Kaløvig Bådelaug ved Skødstrup var de fleste klubkolleger på vandet for at afgøre klubmesterskaber i en række bådklasser, men en håndfuld sejlere havde omkring middag fundet plads foran et lille fjernsyn, hvor de så medaljeoverrækkelsen.

Klubbens formand Peter Gedbjerg kunne fra Frankrig glæde sig over resultatet.

»Det er klart, at vi er stolte. Helt konkret vil vi bruge den status, de to nu har fået, til at slå et slag for det matchrace-center, som vi for øjeblikket er ved at sparke gang i,« siger Peter Gedbjerg.

Nyheder

Side 9 og Indblik, side 16