Siim får hård medfart
Udvist AGF-spiller
vågnede op til heftig
kritik i medierne.
Det er ikke helt uventet, at AGF's superligahold ligger næstsidst. når det handler om fair play. Dansk Boldspil Union holder regnskab med, om de 12 klubber opfører sig ordentlig på og udenfor banen - her tænkes på tilskuernes opførsel - og det århusianske hold kan ikke ligefrem prale af at være duksedrenge i den henseende.
Kun Herfølge ligger lavere placeret.
Fire udvisninger i de seneste fire superligakampe har trukket alvorligt ned, og den store synder i AGF er Dennis Siim, som har tegnet sig for 50 procent af de røde kort.
Kritik i dagbladene
I går vågnede midtbanespilleren op til en sønderlemmende kritik i dagbladene.
"Hvis Dennis Siim læser alle aviser, får han røde ører. Stupid opførsel, mand," skriver BT, mens Århus Stiftstidende kort og kontant kalder Siims handling for "tåbelig og uprofessionel".
»Jamen, det var en dum udvisning. Længere er den ikke. Fire udvisninger i de seneste fire kampe er alt for mange, det er ingen hemmelighed,« siger Dennis Siim, som ligesom de øvrige spillere holdt fri dagen efter AGF's 1-1 kamp mod Haderslev.
Dennis Siim blev også udvist mod Lyngby på Århus Stadion, og han havde netop overstået to spilledages karantæne. Nu venter yderligere to spilledages karantæne - men pausen er ikke overstået på to uger.
På grund af landskampe holder superligaen fri i den anden weekend i oktober, så først 22. oktober kan Dennis Siim være til rådighed for træner Ove Christensen.
Den dag spiller AGF på hjemmebane mod - Lyngby... som Dennis Siim ikke har gode erfaringer med.
»Det bliver til en måneds pause. Det er knap så sjovt,« siger Dennis Siim, som benyttede den seneste karantænepause til at tage på prøvetræning i Barnsley i England.
Endnu er der ikke kommet deciderede forhandlinger ud af det eventyr.
Hans seneste udvisning kommer til at koste ham 350 kroner i spillernes interne bødekasse, mens klubben ikke kan straffe ham økonomisk med en bøde.
Den sanktionsmulighed fik spillernes interesseorganisation afskaffet for nogen tid siden. jesper.engmann@jp.dk