Livet er for kort til at bære nag

Frank Pingel er ikke typen, der kryber i ly for hverken modvind eller bagstræberi. Den 36 årige, tidligere landsholdsspiller, hvis liv har budt på en lang række af store oplevelser.

Han nåede at spille 11 landskampe, men var udtaget til mange flere. Alle klappede, når den fandenivoldske angriber scorede i Parken. Begejstringen ville ingen ende tage.

Det ville den heller ikke i Tyrkiet, da den kraftfulde nordbo fejrede store triumfer i det fodboldglade og -gale land fra 1993 til 1995.

I Tyrkiet blev han dyrket som en konge.

Men der har også været nedture, der har bragt ham i pressens og politiets søgelys.

Frank Pingel har altid været en festlig fyr, der tog del i løjerne, når der var lagt op til sjov og nye oplevelser.

Løgnen og smerten

Også da han fejrede en landskamp med at gå på nattur i byen - en tur der endte med, at han blev anklaget og sigtet for voldtægt.

En anklage som kvinden bag senere trak tilbage.

Hun havde løjet.

Men Pingels navn var på forsiden af alle formiddagsbladene - og det gjorde ondt i familien.

Senest har han været i politiets søgelys efter en batalje på træningsbanen på Riisvangen.

På det, der blev Pingels sidste dag som træner for FC Aarhus - og stadioninspektør på anlægget på Riisvangen.

Politiet har dog opgivet at rejse tiltale for vold mod Frank Pingel, der føler sig sværtet til i pressen, som lugtede "blod" efter episoden med FC Aarhus spilleren Stig Haaland.

»Jeg føler da, mit navn er blevet tilsmudset af episoden mellem mig og Stig. Jeg føler mig uretfærdigt behandlet, og det var faktisk mig, der blev angrebet to gange den aften. Der har aldrig været en sag, selvom medierne har gjort, hvad de kunne for at blæse til ilden,« siger Frank Pingel, der konstaterer, at det er meget nemt at blive hængt ud som skurk i Danmark.

Medier og ansvaret

»Hvis man har et navn, folk kender, så gælder der helt specielle regler. Det er nemt at anklage mennesker her i landet - og sådan skal det vel også være. Men pressens folk kunne godt lige undersøge tingene lidt grundigere, før de slår dem stort op og dømmer folk - det har vi domstolene til. Det kan da godt være, at det går ud på og komme først med nyhederne i mediekampen.

Men journalisterne skal altså lige huske på, at det, de skriver, kan have store omkostninger for de mennesker, de hænger ud i offentligheden. Jeg kan godt tåle det, fordi jeg er den, jeg er, og har en dejlig kone og gode venner. Men prisen kan være meget høj for andre,« forklarer Frank Pingel, der dog ikke er vred på pressen.

Han ved jo, at en myg ofte bliver til en elefant i pressen, siger han.

Århus og Janteloven

Pingel kalder Århus for jantelovens by.

»Alle har en mening om alt. Hvis nogen rager lidt op eller siger deres mening, så får de hurtigt besked på at holde deres mund eller dæmpe sig. Det kan da godt være, at jeg indimellem åbner min mund alt for meget - og jeg dummer mig da også indimellem.

Men jeg kommer ud med mine budskaber, og det bliver ikke mig, der får mavesår af at vende tingene ind i mig selv. Dygtige, fremsynede og markante personligheder som John Trolle og andre, der har bygget noget op fra grunden, kan århusianerne slet ikke forholde sig til - og hvis de endelig gør det, så er det negativt.

Der er mange i den her by, som ikke kan tåle mennesker, der har succes. Århusianerne er ofte jaloux og lidt sky,« mener Frank Pingel, der oplever det som om, at byen er ved at dø.

»Jeg kan huske, da Århus fik et Musikhus. Hvilket ramaskrig i byen. I dag, er det noget af det eneste man kan være stolt af,« mener Frank Pingel og nævner en manglende zoologisk have og et kedeligt Tivoli Friheden som eksempler på byens stilstand.

»Snart har byen et stort og flot fodboldstadion, men der er ikke noget storhold til at spille på det,« konstaterer han.

»Folk er altid så negative her i Århus. De brokker sig over alting.«

København og vildskaben

Han mangler noget vildskab i Århus og kan godt savne København, hvor han boede, da han spillede i Brøndby.

»Det kan godt være, at københavnerne er lidt overfladiske, men det nytter ikke noget, at man altid skal rende rundt og være grundig - så sker der jo ikke noget. Mentaliteten i hovedstaden er helt anderledes end her i Jylland. Københavnerne kan tåle kritik, og de ser ikke skævt til mennesker, der får nogle succesoplevelser i livet,« siger Frank Pingel, der dog ikke har planer om at tage imod den gamle landsholdskollega Peter Schmeichels tilbud om et massørjob i Hvidovre - en klub der nu ejes af landsholdsmålmanden.

»Nu har familien førsteprioritet,« fastslår Frank Pingel, der ikke vil rive familiens rødder op igen.

Det har han nemlig gjort flere gange i karrieren, også da han spillede i tyrkisk fodbold.

»Jeg er glad for, at jeg har prøvet at leve og spille fodbold i Tyrkiet.

Den gæstfrihed og varme, jeg mødte, var helt fantastisk. Den måde tyrkerne tager imod nye mennesker i deres land og hjælper hinanden på, kunne vi lære meget af i Danmark. Jeg var ikke stjerne, da jeg ankom til Tyrkiet. Jeg kom til Tyrkiet og blev det - efter hårdt arbejde.«

Frank Pingel følte, at hans åbne og direkte stil blev accepteret i Tyrkiet.

Han er træt af danskere, der altid går rundt med bøjet nakke og kun tænker på sig selv.

»Livet behøver ikke at være så vanskeligt. Jeg vil gerne have lov til at sprede glæde og smil omkring mig, og så er jeg da ligeglad med, at der er nogen, der hellere vil gå rundt og surmule - jeg fatter bare ikke, de gider bruge livet til det.«

AGF og konservatismen

Frank Pingel mener, at der findes masser af muligheder i århusiansk fodbold, hvis blot klubberne og de mennesker, der har visionerne, vil stå sammen.

»Der skal samarbejdes i Århus, hvis byen igen skal have et tophold i dansk fodbold. Og samarbejde, det er svært i Århus - især med AGF, hvor de gamle klubfolk uden visioner bremser alting.

Jeg er overbevist om, at mennesker som John Trolle og nu afdøde Mogens Boyter havde evnerne til at bringe AGF på den rette kurs. Men de fik aldrig chancen for at gøre tingene på deres egen måde. Konservatismen hersker, og tingene udvikler sig ikke hurtigt nok ude på Fredensvang,« mener Frank Pingel, der selv har spillet i klubben.

»Selv gamle spillere og inkarnerede AGF'ere som John Stampe og Bent Wachmann fik advarsler og næser af de stive ledere på Fredensvang,« beretter Frank Pingel.

Han mener også, at spillernes mentalitet skal ændres. Der er alt for mange spillere, som føler sig som halvguder.

De er forkælede.

»Klubberne gør dem en bjørnetjeneste, når de passer og plejer dem allerede fra lilleputalderen. At skrive store kontrakter over flere år med helt unge spillere er vanvittigt. Jeg mener, at ungdomsspillerne skal blive ude i de små klubber så længe som muligt. Det er farligt at hive dem ud af deres sociale net i en alder, hvor de er ved at finde ud af, hvem de selv er. I stedet for succesoplevelser sammen med kammeraterne hjemme i de små klubber, så får de en ambitiøs og arrig træner, der hele tiden holder øje med dem.«

FC Aarhus og presset

Da Frank Pingel overtog trænerposten i FC Aarhus følte han sig rustet til jobbet.

Han synes også, at han beviste, at han kunne levere varen, da klubben i foråret slap for nedrykning i sidste øjeblik.

Men han pressede spillerne til deres yderste.

Han skulle have det optimale ud af hver eneste træningstime, fordi flere af spillerne blot trænede to til tre gange om ugen.

»Jeg lod flere gange være med at dømme frispark under træningen. Det gjorde jeg for at piske en stemning op. Indimellem lå det hele lige på grænsen af det sindsyge,« forklarer Frank Pingel, der godt var klar over, at hans tid som træner var ved at rinde ud - hvis ikke pointene snart kom.

»Jeg havde håbet at nå frem til vinterpausen med et par sejre. Det ville have givet os lidt luft, og det ville give mig en mulighed for at rekonstruere holdet, som jo var faldet helt fra hinanden før sæsonen. Jeg havde faktisk et par spillere i baghånden, som jeg havde stærkt brug for til foråret,« fortæller Frank Pingel, der dog ikke nåede så langt.

»Der var masser af potentiale i spillerne i FC Aarhus, men indstillingen hos flere af dem var for slap til at begå sig i landets næstbedste række. Der manglede vilje til at slås for resultaterne - vilje til at vinde.«

For nogle uger siden gik Frank Pingel rundt og passede og plejede anlægget på Riisvangen Stadion om dagen.

Om aftenen var han klubbens træner - og massør.

Måske var der nogle mennesker i klubbens bestyrelse, der valgte den forkerte mand - på det forkerte tidspunkt - til jobbet som træner i FC Aarhus. Måske lagde de for stort et ansvar over på en mands skuldre?

Frank Pingel er uddannet maskinarbejder og massør.

Håndværkere skal der jo altid bruges, siger han.

»Jeg fik et chance og greb muligheden, da jeg blev træner i FC Aarhus. Jeg gjorde, hvad jeg kunne med det materiale og de muligheder, der var stillet til rådighed. Jeg har da været oppe at se gutterne spille på Riisvangen, efter jeg blev fyret. Jeg bærer ikke nag, det er livet alt for kort til. Jeg er på vej videre og er rig på oplevelser,« fastslår Frank Pingel med et stort smil i det glade ansigt.

»Jeg har mange gode venner her i Århus, som jeg stoler på.

Mit udgangspunkt her i livet er altid at stole på folk, jeg møder.

Men hvem kan man egentligt stole på,« spørger han.

Frank Pingel er trods livets små og store slag stadigvæk en glad dreng.

stig.matt@mail.tele.dk