Bag havelågen i Åbyhøj

Barndommen forbindes ofte med uskyld, frihed, leg og tryghed. Det er i hvert fald sådan, de fleste mennesker husker deres egen barndom.

Men er der i virkeligheden tale om en romantisk og nostalgisk erindringsforskydning, når barndommen beskrives som den rene idyl? Var det hvid jul hvert år, og var barndommens somre altid lange og solrige?

Den prisbelønnede forfatter, Ole Henrik Laub, der er født og opvokset i Århus-forstaden Åbyhøj, er ikke i tvivl.

»Jeg husker min barndom som trygge og gode år, hvor der var plads til udfoldelse, leg og fantasi.«

Andre af Ole Henrik Laubs forfatterkolleger som for eksempel Vagn Lundbye og Henrik Nordbrandt tegner et mere dystert billede af barndommen. Her domineres opvæksten af svigt og forladthed, følelsesmæssig afmagt, vold og utilregnelige voksne. Sandheden om barndommen er subjektiv. Den afhænger af øjnene, der ser, og det, der huskes.

Ole Henrik Laubs beskrivelser af barndomsårene i Åbyhøj i 1940'erne er poetiske og humoristiske. Han oplever barndommens erindringer som døre, der åbner sig.

Barndommens rum

»For mig består barndommen af et hus med mange rum. Når man er trådt ind i ét rum, er der pludselig flere døre, der åbner sig. Alle rummene hænger sammen, og de forbindes af døre, der kan åbnes og lukkes,« siger han.

Siden debuten i 1967 med novellesamlingen "Et sværd dyppet i honning" har han flere gange beskæftiget sig med barndommen og opvæksten i Åbyhøj. Erindringsbogen "Bag havelågen i Åbyhøj" udkom i 1987, og siden er det blandt andet blevet til to selvbiografiske slægtsromaner.

Den seneste med titlen "Fugle flyver hjem" udkom for et par måneder siden og er en selvstændig fortsættelse til "Alle himlens farver" fra 2003. Begge romaner handler om familien Stork - en slægt af kræmmere og krejlere, forretningsmænd og kunstnere.

Udgangspunktet for Ole Henrik Laubs egen barndom var hjemmet på Silkeborgvej 277. Faderen, der var tegner og kunstmaler, havde atelier i huset, og moderen, der var tandlæge, drev klinik i en lille tilbygning.

Fra barndomshjemmet var der vid udsyn over store marker og enge mod Århus Å i syd og mod Brabrand i vest. Dengang var Åbyhøj næsten en lille provinsby, der lå med sine huse tæt omkring Silkeborgvej.

I dag er markerne og engene mod syd blevet til villakvarterer, og da vi går rundt i haven omkring Ole Henrik Laubs barndomshjem, kan han konstatere, at der er sket store forandringer.

Udsigten fra haven er væk, og det er kun i erindringen, at billederne fra barndommen lever videre.

»Det er især billeder fra de lyse sommermorgener, der står stærkt i min hukommelse. Familien samledes nogle gange i haven, og jeg husker, at min far stod på græsplænen i sin hvide skjorte og brune fløjlsbukser med tegneblokken. Min bedstefar, Jørgen, og bedstemor, Sine, sad ved bordet med den ternede dug og drak kaffe og spiste franskbrød med marmelade. Hundene løb rundt og gøede, mens min mor stod i sin mørkerøde kjole og så lykkelig ud,« siger Ole Henrik Laub.

Eventyrlig tid

»Det var en eventyrlig tid. Og det føltes dengang, som om den ville vare evigt.«

Han husker også duften af oliefarver, terpentin, tusch og lærred i faderens atelier. Her sad han ofte og fulgte med i arbejdet.

»Når jeg sad i min fars atelier, fortalte han historier om det gamle Ægypten. Om konger og bygninger, sprog og guder. Han fortalte om folk i stenalderen, om kyster med bopladser og store skove. Jeg hørte historier om de store savanner i Afrika, hvor flokke af gnuer, zebraer og giraffer vandrede rundt i den glødende, gule sol,« siger Ole Henrik Laub.

»Når jeg kiggede ud af vinduet, vævede billederne af Afrika sig sammen med eftermiddagens sol over haven.«

Der foregik magiske ting i faderens atelier, som satte fantasien i gang. En dag byggede han en model af Nørrebros Teater, og det fik stor betydning for sønnen.

»Jeg havde aldrig set noget så spændende. Alting kunne ske derinde i den lysfyldte kasse med det magiske fortæppe. Jeg spillede Holbergs skuespil og gamle stykker fra Det Kongelige Teater, og jeg begyndte selv at skrive stykker. De var ofte inspireret af min skræk for mørke, spøgelser, varulve og ulykker, som jeg på den måde fik styr på. Mine kammerater mødte op til hver forestilling og fulgte dødsenstavse med i alt, hvad der skete på den lille scene,« siger Ole Henrik Laub.

Præget af krigen

Barndommens lege var præget af Anden Verdenskrig. Frihedskæmperne var drengenes helte, og legene bestod ofte i at kæmpe for landets frihed.

Da Danmark blev befriet i maj 1945, ankom to lastbiler med frihedskæmpere til administrationsbygningen, der lå på den anden side af Silkeborgvej. Et par dage stod de vagt med maskinpistoler foran bygningen. Så var de væk igen.

Det var en stor begivenhed i Åbyhøj-drengenes univers.

»Min mor syede et frihedskæmperarmbind til mig, og min far gik ned i kælderen og savede to maskinpistoler med kolber og løb ud i træ. Han satte et takket tandhjul på siden, og når man drejede hjulet rundt, knaldede det mod et tyndt stykke træ. Maskinpistolerne blev malet sorte, og den ene fik min legekammerat, Hjalmar,« siger Ole Henrik Laub.

»Vi fik lov til at gå over til administrationsbygningen, så vi kunne gå vagt med vores maskinpistoler og armbind ligesom de rigtige frihedskæmpere.«

I en mursten i barndomshjemmet har Ole Henrik Laub ridset det engelske luftvåbens initialer, RAF, og da han genfinder den røde sten i væggen, lyser han op i et stort smil:

»Bogstaverne ridsede jeg, da jeg var syv år. Og jeg havde ikke glemt, hvor murstenen var,« siger han.

Den røde sten med de over 60 år gamle bogstaver efterlader ham et kort øjeblik i en anden verden. Blikket bliver fjernt og drømmende, som om han prøver at forstå, hvor alle årene siden barndommen er blevet af.

Ved hjælp af rationel tænkning kan han skille tid og sted og livets enkelte bestanddele fra hinanden. Med følelserne og hjertet forholder det sig anderledes.

De næsten hieroglyffiske skrifttegn i den røde mursten virker som en trylleformular, der sender følelserne på en rejse tilbage til dengang i barndommen, da børn og unge i Århus gik med huer i rødt, hvidt og blåt som en hyldest til Royal Air Force. Men bogstaverne fra en svunden tid rummer også et budskab om, at livet er kort. Tiden flyver af sted med skræmmende hast. Det gælder om at sætte pris på hvert minut og leve livet til det yderste.

Og den lykkelige og sorgløse barndom i Åbyhøj varede ikke evigt, selv om det føltes sådan på de varme, flimrende sommerdage.

Skæbnen kommer ind

Den engelske forfatter Graham Greene har engang sagt, at »der er altid et øjeblik i barndommen, hvor døren går op, og skæbnen kommer ind.«

Ole Henrik Laub oplevede dette øjeblik, da han en dag i sommeren 1947 sejlede en tur i en lille robåd på åen i Gammel Åbyhøj sammen med barndomsveninden, Krista.

Han var ni år, og i løbet af nogle magiske minutter blev barndommens uskyld forvandlet til en spirende bevidsthed om, at verden var større og rummede flere hemmeligheder, end han hidtil havde haft fantasi til at forestille sig.

De to børn i robåden gjorde ikke andet end at dele en madpakke med rugbrødsmadder, mens de sejlede over åen og tilbage igen. Men i løbet af den korte sejltur - der i sig selv rummer en symbolik - tog Ole Henrik Laub de første skridt ind i voksenverdenen.

Krista fik hans hjerte til at buldre som en varm storm i brystet, og episoden varslede, at de gode og uskyldige barndomsår var ved at være forbi. Snart ville puberteten vælte barndommens sandslotte og idyl og åbne døren til en anden verden.

Men i sollyset og i vinden, der driver skyerne over himlen i Åbyhøj, lever barndommens lyse somre videre.

»Jeg kan stadig høre stemmerne og hundenes gøen fra haven. Og jeg husker de glade og lyse sommerdage, hvor morgenlyset kastede solstrejf i buske og træer,« siger Ole Henrik Laub, da vi forlader haven bag barndomshjemmet på Silkeborgvej.

I jorden under valnøddetræet ligger hundene begravet. Familien ligger på kirkegårdene i Åbyhøj og Brabrand.

I dag er der stille i haven.

jpaarhus@jp.dk