SOSU-assistent i lovestorm efter Anders Agger-program

Det vælter ind med anerkendende og rosende ord til social- og sundhedsassistent Cecilie Brunhøj og social- og sundhedshjælper Anna Toft, efter at de to kvinder har medvirket i fire afsnit af Indefra med Anders Agger.

Programserien, kvinderne er med i, hedder ”Gaden i Grenaa” og handler om beboerne i 24 almennyttige rækkehuse i Fredensgade i Grenaa. Gaden har i årevis været kendt for at huse sårbare borgere, hvis liv er præget af misbrug, psykisk sygdom og ensomhed.

Det er de mennesker, Cecilie Brunhøj og Anna Toft besøger, når de er på arbejde, og det er indblikket i deres job, mange reagerer på. Et opslag i den lokale Facebook-gruppe 8500 Grenå har affødt 8.700 reaktioner, og et opslag, Anders Agger har forfattet, hvori han beskriver Cecilie Brunhøj og Anna Toft som »de to SOSU-hvirvelvinde«, har fået 30.000 til at reagere og 1.200 til at kommentere.

Det hele er lidt overvældende for 29-årige Cecilie Brunhøj, der er ansat af Norddjurs Kommune og selv bor i Grenaa.

»Det er rart med noget anerkendelse, især fordi det er enormt værdifuldt arbejde, vi laver. Vi var med på, at vi er noget for dem i Fredensgade, men det er lidt vildt, at så mange almindelige borgere har reageret på det. Så skulle de vide, hvad vi ellers gør, men det kan jeg ikke fortælle om,« siger hun.

Mange af kommentarerne på sociale medier går på, at Cecilie Brunhøj og Anna Toft burde få mere i løn. Uden tillæg eller overarbejde får Cecilie Brunhøj udbetalt 16.000 kroner hver måned. Cecilie Brunhøj beskriver lønniveauet som direkte pinligt, men det er tydeligvis ikke for lønnens skyld, hun har valgt sin profession.

»Flere i min familie arbejder i sundhedsvæsenet. Jeg brænder rigtig meget for udsatte borgere, og jeg synes, at relationsarbejde er noget af det mest spændende, og det får man i den grad i Fredensgade. Jeg ser altid mennesket, før jeg ser handlingerne, og er god til at se mennesket bag adfærden,« siger hun.

Cecilie Brunhøj blev uddannet sosu-hjælper for 10 år siden. Hun har siden uddannet sig til sosu-assistent, så hun kunne arbejde i psykiatrien.

»Jeg har arbejdet med udsatte før, så det er naturligt for mig. Jeg er meget fordomsfri, og jeg er heller ikke så bange af mig. Fredensgade er en verden, man ikke bare kommer ind i. Det har krævet tid, at nå de relationer, jeg har, og der er også noget faglighed i, hvordan man kommunikerer og bedst møder andre mennesker,« siger hun og fortsætter:

»Det er enormt problem- og dilemmafyldt at arbejde med en gruppe, der lever på den måde, for jeg skal tit veksle mellem rammer og lovgivning, og at vi er nødt til at arbejde efter noget, der ikke er i kasser. Vi er nødt til at handle i nuet, for det er misbrugere, og nogle gange virker noget den ene dag, men ikke den næste dag.«

Arbejdet i Fredensgade har, siger Cecilie Brunhøj, bekræftet hende i, at vi i Danmark har et system, hvor udsatte borgere tit kan falde mellem to stole.

»Der synes jeg, at vi bidrager til, at de ikke gør det. Vi er deres arme i mange sammenhænge,« lyder det.

Kan du som menneske undgå at blive ramt af, hvordan de udsatte i Fredensgade lever?

»Det er jo mit arbejde, og jeg er ret god til ikke at tage det hjem med. Når jeg er i Fredensgade, kan jeg godt tænke: ”Hold kæft, hvor ville jeg ønske, det var anderledes for dig”, men så prøver jeg at få det bedste ud af det, vi har at gøre med. De lever på deres måde og ikke nødvendigvis på en måde, andre synes, de skal leve.«