Fortsæt til indhold
Aarhus

Forslag får kritik: »Det er slet ikke noget kommunen skal blande sig i«

Tre byrådspartier vil have kommunen til årligt at sende et brev til alle unge med udenlandsk baggrund. I brevet skal de guides i, hvordan de kan søge om dansk statsborgerskab.

Husk nu, at du snart kan blive dansk statsborger.

Sådan en besked skal hvert år lande i e-boksen hos unge uden dansk statsborgerskab i Aarhus Kommune.

Det foreslår Enhedslisten, SF og Radikale Venstre forud for onsdagens byrådsmøde.

Hvis forslaget vedtages, skal alle elever i 9. og 10. klasse uden dansk statsborgerskab - samt deres forældre - hvert år modtage et brev fra kommunen med vejledning i, hvordan de kan ansøge om statsborgerskab og permanent opholdstilladelse.

Men det er overhovedet ikke kommunens opgave, mener Jakob Søgaard Clausen fra Danmarksdemokraterne.

»Nu skal vi høre lidt dybere, hvad deres tanker er, men jeg synes faktisk, det er at tale ned til folk, at de skulle have brug for kommunens hjælp til det. De, der går med et stort ønske om at blive danske statsborgere, finder forhåbentlig selv vej til at søge om det.«

Jakob Søgaard Clausen. Foto: Danni Paulsen

Kan det ikke være okay med en hjælpende hånd fra kommunen?

Skal Aarhus Kommune systematisk opsøge unge med udenlandsk baggrund og fortælle dem om mulighederne for at søge statsborgerskab? (Fotoet er et arkivfoto, og den unge mand på billedet har intet med den aktuelle historie at gøre) Arkivfoto: Søren Østerlund

»Det er slet ikke noget, vi som kommune skal blande os i. Statsborgerskab og opholdstilladelse ligger entydigt hos staten, så det er et mærkeligt forslag at stille i byrådet.«

»Og hvis det først går op for folk, at de kan søge om statsborgerskab, når kommunen skriver ud, så er det måske ikke lige præcis dem, vi bør ønske os som statsborgere. En forudsætning er jo, at det er noget, man virkelig vil og ønsker sig,« siger Jakob Søgaard Clausen.

Kan være svært at gennemskue

Forslaget er ikke mere mærkeligt, end at et tilsvarende blev vedtaget i 2024 på Københavns Rådhus af en enig borgerrepræsentation, pointerer medforslagsstiller, Sarah Jarsbo, fra Enhedslisten i Aarhus:

»Vi ser jo desværre eksempler på borgere, som kommer til at spænde ben for sig selv, fordi reglerne er så indviklede på det her område. Eksempelvis kan det få konsekvenser, hvis man tager et sabbatår fra studierne. Derfor er det vigtigt, at særligt de unge ved, hvilke regler, der gælder, når de nærmer sig 18-årsalderen og kan søge om dansk statsborgerskab.«

Men er det en kommunal opgave at lave proaktiv oplysning om det?

Ifølge Sarah Jarsbo (EL) finder mange det ekstremt indviklet at opnå et statsborgerskab. Foto: Aarhus Kommune

»Jeg synes, det er en opgave i enhver kommune at tage ansvar for, at vi har et demokratiseret samfund. Der er rigtig mange områder, hvor kommunerne allerede hjælper med at oplyse om medborgerskab. Så jeg håber, at resten af byrådet lige som i København er med på forslaget,« siger Sarah Jarsbo.

Største parti bakker op

Énstemmigt bliver det næppe, men mindre kan også gøre det.

Socialdemokratiet hælder til at stemme for, oplyser partiet til avisen.

»Vi synes, at forslaget er interessant og kunne forestille os, at vi ser det an i en prøveperiode,« siger Anna Thusgaard (S) og tilføjer:

Anna Thusgaard er politisk ordfører for Socialdemokratiet. Foto: Emilie Toldam Futtrup

»Dansk statsborgerskab er jo noget af det fineste, man kan opnå. Det er vigtigt, at borgere, der ønsker at opnå statsborgerskab, selv tager ansvar, men vi er positivt indstillede på at understøtte de unge med vejledning.«

»Vi er også nysgerrige på at høre erfaringerne fra København, samt hvor stor den gruppe egentlig er i Aarhus.«

Ingen dybdegående evaluering

Københavns Kommune har ikke lavet en egentlig evaluering af ordningen.

Men i et notat fra november 2025 skriver kommunen, at initiativet er blevet ”positivt modtaget”, i den forstand, at rådgivningsorganisationer har oplevet flere henvendelser om statsborgerskab.

Med Socialdemokratiets opbakning tegner der sig et klart flertal Sammen sidder S, R, SF og EL nemlig på 20 ud af byrådets 31 stole.

Også Venstre er parat til at dyppe tæerne i forslaget med visse forbehold, fortæller politisk leder, Christian Budde:

»Vi anerkender, at det i dag kan være både bøvlet og langsommeligt at ansøge om rødbedefarvet pas. Derfor kan der være god musik i at udsende et årligt brev.«

Christian Budde (V) mener, der kan være "god musik" i at hjælpe unge med udenlandsk baggrund på vej mod et dansk statsborgerskab. Foto: Sten Brøgger

»Samtidig er det vigtigt for Venstre at understrege, at statsborgerskab forpligter, og at man skal overholde landets love og værdier for at komme i betragtning. Så hvis vi skal stemme for forslaget, skal det præciseres, at personer, der er idømt fængselsstraf, ikke kan få statsborgerskab, siger Christian Budde.

Byrådet i Aarhus debatterer forslaget onsdag 3. juni.