Søstrene Grene åbner kollosalt distributionscenter i Holland
Aarhus-virksomheden har ambitiøse vækstplaner. Inden for de kommende år går kæden efter at runde butik nummer 500, og her kommer det nye distributionscenter til at spille »en central rolle,« lyder det fra direktør og medejer Mikkel Grene.
Detailkæden Søstrene Grene har torsdag indviet sit nye og 45.000 kvadratmeter store distributionscenter i Venlo, Holland.
Lageret med den strategiske placering skal understøtte detailkædens vækst, lyder det i en pressemeddelelse fra kæden med hovedkontor i Aarhus.
I dag driver detailkæden mere end 400 butikker i Europa, men ambitionen er at nå 500 butikker inden for de kommende år.
De første leverancer til butikker og onlinekunder er allerede blevet sendt afsted fra det nye lager, og ifølge administrerende direktør og medejer Mikkel Grene markerer åbningen af distributionscenteret i Venlo en vigtig milepæl i kædens ekspansionsplaner og arbejdet med at reducere CO₂-udledningen.
»Søstrene Grene er på en ambitiøs vækstrejse. Vi har fordoblet antallet af butikker det seneste årti, og snart træder vi ind på nye markeder. Vores nye distributionscenter spiller en central rolle i at understøtte fremtidig vækst og reducere vores operationelle klimaaftryk. Det markerer derfor en vigtig milepæl i vores vækstrejse, og vi er stolte af officielt at erklære det åbent,« siger han.
Strategisk placering
Lageret i Venlo er Søstrene Grenes andet distributionscenter.
Som nævnt dækker det over 45.000 kvadratmeter og supplerer virksomhedens eksisterende center på 28.000 kvadratmeter i Aarslev i det vestlige Aarhus.
Placeringen i det hollandske er nøje udvalgt for at forkorte afstanden til det voksende antal kunder og butikker i dele af Europa, lyder det fra Søstrene Grene.
»Vi har haft en stærk tilstedeværelse på det hollandske marked siden åbningen af vores første butik i 2012, og i dag driver vi 20 butikker i landet. I 2020 lancerede vi vores hollandske webshop, og Holland er fortsat et meget vigtigt marked for os. Med den centrale placering forkorter vi afstanden til både butikker og onlinekunder, som bidrager til reduktion af CO₂, samtidig med at vi gør vores logistiksetup mere agilt.«
»Sammen med vores lager i Aarslev giver det en stærk europæisk dækning og et solidt fundament for yderligere vækst,« siger Mikkel Grene.
Distributionscentret er placeret i Prologis Park Venlo DC9. Varer bliver sendt til lageret direkte fra leverandører via havnen i Rotterdam. Herfra bliver containerne transporteret til Venlo på pramme eller godstog, som kan flytte flere containere ad gangen.
Automatisering reducerer spild
Udover kortere afstand til flere kunder bidrager selve distributionscentret til at reducere CO₂-udledningen, skriver detailkæden. Bygningen er fuldt elektrisk drevet, og på taget er der installeret et solcelleanlæg på 3,3 MW, som genererer strøm til den daglige drift og det lokale elnet.
Søstrene Grene investerer også i automatisering for at optimere driften og reducere spild og energiforbrug.
Det omfatter blandt andet løsninger til indpakning og emballage, der minimerer materialeforbrug og luft i kasserne, samt en robotbaseret plukkeløsning til onlineordrer, som »øger lagerdensiteten og muliggør skalering og en mere dynamisk drift«.
»Vi arbejder hele tiden med at optimere og automatisere driften i Søstrene Grene. Sammen med Prologis har vi skabt et topmoderne distributionscenter, der både understøtter vores ambitiøse bæredygtighedsstrategi og vores mål om et professionelt logistiksetup med en høj grad af automatisering,« siger Mikkel Grene.
Bygningen indeholder desuden pallereoler med brede gange og områder klar til automatisering, som udover en mere effektiv drift også skal skabe et mere ergonomisk arbejdsmiljø, oplyser Søstrene Grene.
I det forskudte regnskabsår 2024/2025 omsatte Søstrene Grene for 2,9 mia. kr., hvilket var ny rekord.