Da hun kravler ud gennem hotelvinduet, står det klart, hvad det kræver at holde liv i den gamle dame

Sofie Taraldsen stiller sig op på en lille puf for enden af loftsværelset.

Derfra videre op på radiatorstativet.

Så åbner hun vinduet og kravler ud. Hun rejser sig på taget af Hotel Royal og kigger ud mod en smal afsats på siden af bygningen.

Der højt over jorden vajer Dannebrog i vinden.

Domkirkens irgrønne tårn rejser sig næsten lige ved siden af. Mange meter nedenfor breder Store Torv sig ud.

Mågerne skriger over byen, og under os glimter glastaget over Queens Garden.

Hun peger ud mod flaget.

»Så kravler jeg over den her kant, og så kan jeg komme ud til flaget, hvis det skal udskiftes, eller der er andet, der skal fikses.«

Hotel Royal er en krævende dame. Et gammelt hus, der ikke altid makker ret.

Den gamle dame

Hotel Royal er Aarhus’ ældste hotel.

Det åbnede i 1838 og begyndte som gæstgivergård i det, der dengang hed Kongens Gård ud mod Store Torv.

Siden voksede det, efterhånden som flere gårde blev bygget sammen. Facaden mod Store Torv og Bispegade kom til i 1902, i en tid hvor Aarhus for alvor var ved at bevæge sig ind i en ny tid med jernbane, havn, teater, restaurationsliv og ambitioner om at være mere end blot endnu en jysk købstad.

Hotellet har gennem historien været byens fine hotel. Her har kendisser, kunstnere, forretningsfolk og rejsende boet. Her har der været storhed og nedgang, renoveringer og kriser.

Her har Marmorsalen og Palmehaven været en del af det selskabelige liv i en by, der voksede og begyndte at se sig selv som storby.

Men selv om Hotel Royal i dag står som et af de mest genkendelige huse i Aarhus, med lysekroner, stuk og kunst på væggene, bliver det ikke holdt i live af historien alene.

Det kræver nogen, der møder ind hver dag og får huset til at fungere.

En af dem er Sofie Taraldsen.

Hun er host manager og går ind i sit femte år på hotellet. Hun kommer fra Norge og er vokset op i hotelbranchen med en far, der var hoteldirektør. Hun begyndte tidligt selv at arbejde, først som babysitter for gæsternes børn og senere i en række forskellige roller på hotel. Da hun flyttede til Aarhus, kiggede hun efter byens bedste og mest eksklusive hotel.

Valget faldt på Royal.

»Jeg plejer at sige, at jeg har verdens smukkeste kontor.«

Det er ikke svært at forstå, hvad hun mener.

Mødet med virkeligheden

Allerede i lobbyen begynder fortællingen om huset.

En halv time før vi når op på taget, bliver vi mødt af en portier med tophat og pingvinjakke i lobbyen. Normalt står han udenfor indgangen, men lige nu er receptionisten til frokost.

Lobbyen er storslået. Hvidt stengulv folder sig ud under fødderne. En stor pejs langs væggen, hvor en lille gasflamme blinker i genskinnet fra en forgyldt bagagevogn. Over os hænger to lysekroner. Midt i rummet står et gammelt glas- og træbur af en elevator med ordet ”ELEVATOR” i guld over døren.

Det er storslået og elegant. Men det er kun den ene side af historien.

»Det er en dyr dame,« siger Sofie Taraldsen, da snakken falder på elevatoren.

For et gammelt hotel er ikke bare charme og patina. Det er også vedligeholdelse, kompromiser og løsninger, man ikke ville vælge, hvis man tegnede stedet i dag.

»Vi har kun én indgang. Det er faktisk meget unormalt på et hotel.«

Det gælder også elevatoren, der stammer fra 1902, og ifølge hotellet er den ældste fungerende elevator i Nordeuropa. Hvor man på andre hoteller måske får service en gang om året, får denne her besøg hver måned.

Autenticiteten kommer ikke uden en pris.

»Man har ikke fået den totale Hotel Royal-oplevelse, før man har prøvet at sidde fast i elevatoren,« siger Sofie Taraldsen med et glimt i øjet.

Kunsten løber i årene

Stuk løber langs loftet, vægmalerier følger trappen, da vi bevæger os op gennem hotellet. I luften hænger en let duft af parfume og gammelt træ.

Ifølge Sofie Taraldsen kommer der ofte folk ind fra gaden for at spørge til kunstværkerne eller bare for at få lov til at kigge.

»Kunst er en fantastisk stor del af hotellet.«

I lobbyen møder man vægmalerier, der forestiller Aarhus Festuge og et myldrende byliv med kendte ansigter. Længere oppe i huset udvikler billedserierne sig. De er blandt andet skabt i forbindelse med en kunstnerisk renovering ledet af Hans Krull, mens flere af værkerne er malet af den polske kunstner Andrzej Kowalczyk.

Historien fortsætter fra etage til etage, og blandt de malede skikkelser gemmer der sig virkelige mennesker fra Aarhus.

Gæsterne står ofte og gætter på, hvem de kan genkende.

»Mange kommenterer på, at ansigterne ser ægte ud. Og det er også, fordi det er ægte mennesker, der er malet.«

Det er ikke tilfældigt, at kunsten fylder så meget. Da hotellet blev ombygget i 1902, blev den nye facade mod Store Torv og Bispegade tegnet af Eggert Achen og Thorkel Møller, mens den indvendige udsmykning blev udført af Karl Hansen-Reistrup.

Hotellet blev på den måde en del af en ny storbyfortælling om Aarhus, hvor teater, restaurationsliv og selskabelighed fik nye kulisser.

Hotel Royal blev et af de steder, hvor byen kunne se sig selv blive større.

I dag sætter kunsten stadig sine spor i huset. Sidste sommer gik en video af loftsmaleriet i Rosensuiten verden rundt, da Will Smith delte den under sit ophold i forbindelse med sin optræden på Smukfest.

Helt oppe under spærene

Vi bevæger os videre op gennem hotellet.

I gangene står vogne med sengetøj, og døre står på klem. Housekeeping er i gang.

Hvornår er der mest travlt her?

»Om morgenen, når gæsterne spiser morgenmad og tjekker ud. Det er der, det hele kulminerer,« siger Sofie Taraldsen.

Øverst i huset ligger de særlige værelser.

Det ene er hotellets penthouse – en lejlighed med flere soveværelser, køkken og plads til familier, der bruger hotellet som base i flere dage.

»Vi har haft amerikanske familier, der bor her i flere dage og får en kok til at komme og lave mad,« fortæller hun.

Lige ved siden af ligger værelse 501.

Her er vi helt oppe under spærene. Det er også herfra, man kommer ud på taget.

Det er her, man kravler ud, når flaget skal skiftes.

På vej ud stopper Sofie Taraldsen op, børster vindueskarmen af og stiller puffen på plads, inden vi bevæger os ned igen.

Bag facaden

Allerede på vej ned begynder Sofie Taraldsen at undskylde for rodet.

Vi vil nemlig gerne med ud bagved. Der, hvor gæsterne aldrig kommer. Det kræver en smule overtalelse.

Hun indvilger til sidst, men når at undskylde en ekstra gang, inden hun slår døren op under stueetagen.

På et hotel står alting snorlige. Det gør det ikke her.

Papkasser står i hjørnerne. Små lagre af papirer breder sig ind over gangarealerne. Ekstra nøgler ligger side om side med menuer, flasker og gamle genstande, ingen helt ved, hvor de skal gøre af.

I et lille lokale ligger tophatte oven på metalskabe. Uniformer er kastet over lågerne. Laksko med rødt inderfor står side om side med hverdagssko.

»Vi har ekstremt mangel på plads. Hver en krog skal udnyttes,« siger Sofie Taraldsen med et nervøst smil.

Det kræver et særligt mod at vise det her frem.

Hvor resten af hotellet er strømlinet og elegant, er baglokalerne effektive på en anden måde. Optimeret rod, om man vil.

Her bliver det tydeligt, hvad der ligger bag facaden. Det fornemme udtryk opstår ikke af sig selv. Det holdes i gang.

Af nogen, der holder styr på nøgler, uniformer, housekeeping, reception, piccoloer og teknik – i et hus, der ikke er bygget til nutidens krav.

»Vi sætter altid gæsterne først,« siger Sofie Taraldsen.

Da vi til sidst står i lobbyen igen, hviler huset på ny i sit eget udtryk.

Ude fra gaden ligner Hotel Royal sig selv.

Facaden står, som den har gjort i generationer. Midt i byen. Midt i historien.

Indenfor er det noget andet.

Her er det ikke kun stuk, lysekroner og fortællinger om fortiden, der holder huset oppe. Det er hænder. Rutiner. Små løsninger, man finder undervejs.

Som når Dannebrog skal skiftes.

Så står Sofie Taraldsen igen på puffen. Kravler op. Åbner vinduet.

Og går ud på taget.