Fortsæt til indhold
Aarhus

Will Smith deler lofts-maleri fra Aarhus-hotel med 70 millioner følgere: Her er historien bag

Det er ofte, at internationale og nationale kunstnere vælger at overnatte på det centrale hotel.

Når festivaler og koncerter finder sted tæt på Aarhus, vælger de optrædende ofte at få skønhedssøvnen på Hotel Royal. Det har også været tilfældet i år, fortæller hotelchef Thomas Holme, efter Will Smith for få dage siden gik viralt med en video til sine 70 mio. følgere på Instagram, hvor han delte rosende ord om det aarhusianske hotel.

»Det har været fantastisk, at Will Smith har boet hos os i forbindelse med Smukfest. Han har kunnet huske alle navne på medarbejderne,« fortæller Thomas Holme.

Will Smith har – på både sin Instagram- og Facebookprofil – lagt en video op, hvor han viser, at han boede i den nyrenoverede Rosensuiten.

I 2024 gennemgik Hotel Royal en større renovering. Men på grund forsinkelser på marmorplader fra Italien, blev Rosensuiten først færdig i sidste uge.

»Det er et af de mest unikke værelser, vi har på hele hotellet,« siger Thomas Holme.

Rosensuiten er først netop blevet færdig. Foto: Hotel Royal

I videoen viser Will Smith, at han har badekar inde i soveværelset. Dernæst filmer han loftet, som er prydet af malerier af nøgne kvinder.

»Aldrig har jeg set mere frem til at drømme,« lyder det blandt andet fra Will Smith i videoen.

Og Thomas Holme fortæller, at han er langt fra den eneste kunstner, der har overnattet på hotellet.

»Det er fedt, at kunsterne selv vælger at bo her. Det er fed anerkendelse af vores hotel,« siger hotelchefen.

Han vil ikke fortælle, hvilke kunstnere, der har boet på hotellet udover Will Smith, som altså selv har offentliggjort det. Det er for at værne om deres privatliv, forklarer hotelchefen, som dog afslører, at Guns N’ Roses også var forbi at overnatte i forbindelse med koncerten 29. juni, hvor bandet spillede i Eskelunden.

Alle malerier på Hotel Royal er kreeret af kunstneren Andrzej Kowalczyk. De går igen gennem hele hotellet og fortæller om Aarhus’ udvikling helt fra stenalderen til nu.

Hotel Royal gennemgik en omfattende renovering i 2024, men den gamle elevator fik lov til at blive. Foto: Helle Arensbak