Mellem to verdener: Ny direktør fandt hjem i Det Grønlandske Hus

Når Marie Annelise Kahlig låser døren op til Det Grønlandske Hus i Aarhus, træder hun ind et sted, der har fulgt hende gennem det meste af voksenlivet.

Først som studerende, siden som medarbejder og i dag som husets nye direktør.

Udefra ligner huset enhver anden herskabelig murstensvilla med tegltag på Dalgas Avenue, men indenfor er det et knudepunkt mellem to verdener.

Og netop den dobbelte tilknytning kender Marie Annelise Kahlig bedre end de fleste.

Som ung i Nuuk oplevede hun ofte at stå midt imellem kulturer. Dansk mor, tysk far, grønlandsk opvækst.

Men hun lærte også, at identitet ikke altid passer i de kasser, som andre stiller frem.

»Jeg kunne mærke, at jeg følte mig grønlandsk, men jeg levede ikke op til de forestillinger, andre havde om, hvad en grønlænder skulle være,« siger hun og husker tilbage til en tid, hvor debatten om selvstyre og grønlandsk identitet fyldte meget.

Efter studentereksamen købte hun en enkeltbillet til en bygd i Nordgrønland og tog arbejde som timelærer. Tre måneder senere talte hun flydende grønlandsk. Opholdet blev et vendepunkt - ikke kun sprogligt, men identitetsmæssigt.

»Jeg forsøgte, at tage ansvar for min egen kulturelle tilknytning til landet,« fortæller hun.

»Som at komme hjem«

I dag er Marie Annelise Kahlig direktør for Det Grønlandske Hus i Aarhus.

Huset rummer både rådgivning, kollegium, butik og kulturarrangementer og fungerer som et anker for de omkring 175 grønlandske studerende i Region Midtjylland og for mange andre med tilknytning til Grønland.

Selv kom Marie Annelise Kahlig til huset som 20-årig antropologistuderende. Det første år boede hun på kollegiet i huset, hvor hun også mødte sin mand, der er inuk.

»For mig var det en tryg base. Et sted, hvor jeg ikke skulle forklare mig,« fortæller hun.

»Når jeg kommer her i dag, føles det som at komme hjem.«

Vejen til direktørkontoret har været lang: studentermedhjælper, kultur- og kommunikationsmedarbejder, projektleder, souschef og siden konstitueret direktør, inden bestyrelsen i efteråret pegede på hende som permanent leder.

»Det er et kæmpe privilegium. Udover at være mor er det den opgave, jeg går mest ydmygt til. Jeg kan tale grønlandsk hele dagen og arbejde med noget, jeg både forstår både fagligt og kulturelt.«

I rådgivningen møder medarbejderne alt fra nyankomne familier, der skal finde vej i det danske system, til ældre i socialt sårbare situationer. Uddannelsesafdelingen hjælper studerende med støtte og trivsel, mens kollegiet fungerer som indslusning til et nyt liv i Danmark.

»Det første år sætter spor,« siger Marie Annelise Kahlig.

»Har man fællesskab og base på plads, er chancen større for, at de unge bliver i uddannelse. Her kan de lande og lære bussystemet, cykelreglerne og alt det praktiske samtidig med, at de kan trække vejret.«

Hun oplevede selv et kulturchok, da hun flyttede til Aarhus:

»Jeg troede, det ville være piece of cake. Jeg så jo dansk ud. Men jeg følte mig helt forskellig fra de andre studerende. Min måde at tænke på var formet af min opvækst i Nuuk.«

Husets rolle er ifølge hende derfor at forene det faglige med det menneskelige.

»Folk møder en ikke-dømmende tilgang. Det lyder banalt, men det betyder alt.«

Egne følelser som kompas

De seneste års internationale opmærksomhed på Grønland har også sat spor i Aarhus og diskussionerne om USA’s interesse for Arktis fylder i samtalerne.

»Vi mærker bekymring og et ønske om afklaring. Mange føler, at Kalaallit Nunaat reduceres til et objekt. Hvor er menneskerne i fortællingen?«

Huset forsøger at være et rum, hvor man kan tale uden at skulle redegøre for hele rigsfællesskabets historie. Der er blevet holdt møder for studerende med fokus på at bevare roen, holde fast i rutinerne og passe på relationerne.

»Vores opgave er ikke at piske en stemning op, men at være en stabil samtalepartner.«

For Marie Annelise Kahlig er balancen mellem det personlige og professionelle konstant. Hun er en af de yngste på kontoret og samtidig den, der skal holde sammen på det hele.

»Det er det sværeste i verden, men også det eneste, der giver mening. Jeg anerkender mine egne følelser og bruger dem som kompas. Hvis jeg mærker noget, er der sikkert andre, der gør det samme.«

Når hun ser frem, taler hun ikke om store revolutioner.

»Huset skal ikke reddes. Det er allerede stærkt forankret.«

Drømmen er i stedet at styrke partnerskaber, omsætte erfaringer til forbedringer og gøre stedet endnu tydeligere som fællesskab for identitet og kultur.

»Kulturen er en brobygger. Når vi sætter den på dagsordenen, giver vi både grønlændere et fællesskab og mulighed for at invitere deres danske venner ind i et møde med noget andet.«

Hun vender tilbage til den unge kvinde i 3.g, der ikke vidste, hvor hun hørte til.

»Gennem Det Grønlandske Hus fandt jeg ud af, at man godt kan rumme flere steder på én gang. Det vil jeg rigtig gerne give videre.«