Teenagere dømt for overfald på drenge – to truet med udvisning
I september sidste år blev to drenge lokket med ud i et skovområde og overfaldet.
Fire teenagedrenge er blevet dømt for et voldsomt overfald på to drenge på 13 og 14 år. Seks andre involverede er under den kriminelle lavalder.
Overfaldet fandt sted i september i 2025 i et skovområde i Rosenhøj, og tirsdag faldt dommene ved Retten i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
En 16-årig dreng, som spillede en central rolle i sagen, blev idømt en ungdomssanktion. Det betyder, at han de næste to år vil være under tilsyn og modtage socialpædagogisk behandling.
Sanktionen begynder med et ophold på en døgninstitution, formentlig på en sikret afdeling.
De tre andre dømte – to på 15 år og én på 17 – fik hver fire måneders fængsel. Halvdelen af straffen blev gjort betinget, og da de allerede har siddet varetægtsfængslet i to måneder, skal de ikke afsone yderligere.
De betingede straffe er betinget af, at de følger Ungdomskriminalitetsnævnets anvisninger og holder sig fra ny kriminalitet i to år.
Den ene 15-årige, der er syrisk statsborger, og den 17-årige, der er afghansk statsborger, modtog derudover en advarsel om udvisning.
Ud over de fire dømte har politiet identificeret seks andre drenge, som er under 15 år og dermed under den kriminelle lavalder. Deres sager bliver behandlet af Ungdomskriminalitetsnævnet.
Overfaldet: Truet med kniv og slået med totenschlæger
Overfaldet skete, da ofrene mødtes med en 13-årig bekendt og en 16-årig dreng. Den 16-årige truede dem med en kniv og tvang dem med ud i skoven, hvor flere ventede. Her blev de slået og sparket gentagne gange, blandt andet med en totenschlæger.
Retten frifandt de fire dømte for trusler og vidnetrusler, men fandt dem skyldige i ulovlig tvang og grov vold.
Politiet fandt hurtigt frem til de ti involverede efter anmeldelsen – blandt andet på grund af et godt samarbejde med kommunen og de unges skole.
»Der har været et virkeligt godt samarbejde mellem myndighederne i denne sag, og det er positivt, at der er skredet hurtigt og konsekvent ind over de unge, der har begået så voldsomt et overfald. [...] Dommen sender et klart signal om, at der bliver slået ned på den slags utryghedsskabende personfarlig kriminalitet, også selvom gerningsmændene er unge og ustraffede,« siger anklagerfuldmægtig Niels Vinther.
Det er endnu ikke afklaret, om de dømte vil anke dommen.