Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus-elever skal frit kunne debattere Palæstina ved skolevalget

Folketingets Præsidium har besluttet, at det ikke skal være et tema til næste skolevalg, om Danmark bør anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Det mener organinationen "Sammen om skolen Aarhus" er helt skævt.

Thomas MedomRådmand for Børn og Unge (SF), Aarhus Kommune
Lea Bay PedersenNæstformand, Danske Skoleelever
Dorthe Ryom FiskerFormand, Århus Lærerforening
Jens MathiasenFormand, Aarhus Skolelederforening
Line K. MøllerFormand, BUPL Århus
Louise PedersenForperson, Skole og Forældre Aarhus

I Danmark sikrer Grundloven ytringsfrihed til alle. Det giver os ret til frit at udtrykke vores holdninger, og det er vores opfattelse, at den frihed er en forudsætning for en mangfoldig samfundsdebat i et demokrati, hvor forskellige synspunkter kan mødes og samfundet udvikle sig som hele.

Den danske folkeskole er en essentiel institution i samfundet, blandt andet fordi den er forpligtiget til at uddanne og danne børn og unge til at blive demokratiske medborgere i samfundet. På den måde spiller folkeskolen en afgørende rolle for, at alle samfundsborgere – børn, unge og voksne – kan deltage i den demokratiske samtale. Det handler om kritisk tænkning og respekt for hinanden uanset synspunkt eller holdning. Om evnen til at lytte og tage hensyn, argumentere og vise forståelse for andres perspektiver.

Skolevalgene er børnene og de unges øvebane for den demokratiske dannelse. Her får eleverne mulighed for at omsætte viden og refleksioner til politiske argumenter og stillingtagen. Her får de mulighed for at blive præsenteret for argumenter, synspunkter og holdninger, som er anderledes end deres egne, og de kan øve sig i at lytte, forstå og tage hensyn til, at ikke alle er ens eller enige.

Der er generelt tradition for, at kontroversielle emner bliver drøftet, når der er skolevalg til efteråret. Fordi det giver eleverne mulighed for at debattere og forholde sig kritisk til reelle nationale og internationale samfundsproblematikker. Derfor mener vi, at eleverne ikke bør blive frataget muligheden for at debattere spørgsmålet om, hvorvidt Danmark bør anerkende Palæstina som en selvstændig stat.

Vi mener desuden, at det er naivt af Folketingets Præsidium at tro, at det kun er ved skolevalgene, at kontroversielle emner fylder i folkeskolen. Det gør de hele året rundt. Med beslutningen truffet af Folketingets Præsidium, afmonteres elevernes ønsker til, hvilke emner, der skal debatteres ved skolevalgene. I ”Sammen om skolen” mener vi ikke, at eleverne i Aarhus Kommune skal censureres. Tværtimod mener vi, at eleverne skal have medindflydelse på emnerne, og hvis de vil, skal de kunne debattere selv de mest kontroversielle emner frit. Det er, hvad demokratiet går ud på, og det skal de om noget lære i den danske folkeskole. Derfor står det folkeskolerne frit for, hvilke emner der skal drøftes til skolevalgene i Aarhus Kommune.

Folkeskolerne spiller en afgørende rolle i at facilitere debatterne ved skolevalget. Det kræver, at de er trygge og godt klædt på til opgaven, og Børn og Unge arbejder løbende med, hvordan folkeskolerne bedst understøttes i, hvordan de håndterer og ikke undgår debatter om kontroversielle emner, når de opstår. Det gælder blandt andet i inspirationsmaterialer som ’Hvordan taler man nemt om det svære?’, som giver lærere og pædagoger de rette redskaber. Men vi kan tilbyde folkeskolerne nok så mange redskaber og værktøjer; hvis ikke vi insisterer på, at debatter om alle emner er velkomne, svigter vi i opgaven med at sikre børn og unges demokratiske dannelse i den danske folkeskole.