Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus Letbane beklager efter problematisk start på ugen

Flere letbaneafgange har været ramt af aflysninger på grund af en systemfejl.

Starten på ugen var præget af aflysninger og systemfejl hos Aarhus Letbane.

Onsdag morgen kørte letbanen næsten planmæssigt, men der er stadig udfordringer med enkelte afgange.

Det drejer sig om afgange mellem Hornslet og Aarhus H på L1 i myldretiden. De er »aflyst imens vi får det sidste på plads«, oplyser projektleder for kommunikation ved Aarhus Letbane, Maja Bech Kristensen.

»Tæt på normal«

Hele mandag og starten af tirsdag var linjerne L1 og L2 præget af aflysninger, hvor særligt midtbyen var ramt.

Mandag formiddag kørte linjerne L1 og L2 hver halve time. Omkring middagstid tirsdag var »køreplanen tæt på normal«, oplyser Maja Bech Kristensen.

Aarhus Letbane kender endnu ikke det fulde omfang af aflysningerne og kan derfor ikke oplyse, hvor mange afgange der er blevet aflyst i alt. Ikke desto mindre står det klart, at det drejer sig om mange.

Problemerne skyldes et strømnedbrud natten til mandag, som gjorde skade på letbanens datakommunikation.

Selvom fejlen blev identificeret mandag, så gik der længere tid, før letbanen kørte normalt igen.

Forklaringen var, at den tekniske fejl forårsagede en række følgevirkninger, som gav udfordringer med datakommunikationen.

Aarhus Letbane beklager

Hos Aarhus Letbane er de kede af de konsekvenser, aflysningerne har haft for brugerne.

»Der var desværre mange aflysninger mandag samt tirsdag formiddag. Vi ved, at mange passagerer var berørte, og vi beklager meget de gener, det har medført,« oplyser Maja Bech Kristensen fra Aarhus Letbane.

Forsinkede eller aflyste letbanetog har tidligere været beskrevet i JP Aarhus.

Sidste vinter var der ad flere omgange omfattende ændringer af køreplanen. Det skyldtes blandt andet koldt vejr og vedligehold af letbanetog.