Fortsæt til indhold
Aarhus

E45 Østjyske Motorvej spærres i 14 timer

Den 980 tons tunge bro, der fører over motorvejen syd for Skanderborg, skal rives ned.

Vejdirektoratet beklager på forhånd.

Men der er ingen vej uden om de gener, som bl.a. arbejdet med at rive motorvejsbro syd for Skanderborg ned, medfører bilister i den kommende weekend.

Arbejdet med at udvide E45 Østjyske Motorvej fra fire til seks spor er nemlig nu for alvor gået ind i en ny fase. Vejdirektoratet har taget fat på de mange motorvejsbroer, hvoraf ni broer mellem Vejle og Aarhus skal rives ned og genopbygges for at gøre plads til de ekstra spor. Den 980 tons tunge bro, der fører Horndrupvej over motorvejen syd for Skanderborg, skal nedrives over 14 timer fra lørdag den 7. oktober kl. 19.00 til søndag den 8. oktober kl. 9.00, hvor motorvejen totalspærres mellem Skanderborg S og Ejer Bavnehøj.

Projektchef John Kjærsgaard fra Vejdirektoratet glæder sig over projektets udvikling og kalder det en milepæl, at den første bro nu rives ned, så der bliver plads til en ny. Samtidig håber han på forståelse og opfordrer til, at bilisterne planlægger deres rejse, som vil blive forlænget med op mod 15 minutter.

»E45 er en af vores mest trafikerede motorveje, så vi kan ikke undgå at komme til at genere trafikanterne. Vi opfordrer alle, der skal mellem Horsens og Skanderborg, at man planlægger sin rejse, så man helt undgår at køre ud mellem kl. 19.00 og 09.00, men er det ikke muligt, har vi indsat omkørselsruter i begge retninger,« siger John Kjærsgaard i en pressemeddelelse.

Vejarbejde på E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Aarhus fra 8. oktober 2023. Kilde: Vejdirektoratet

Vejdirektoratet forventer, at arbejdet med at bygge en ny bro vil være afsluttet i juli 2024. Indtil da bliver hastigheden på strækningen ved Ejer Bavnehøj sat ned til typisk 80 km/t.

Vejdirektoratet oplyser samtidig, at der flere steder på E45 mellem Vejle og Aarhus vil være permanente hastighedsbegrænsninger til 80 km/t fra nu og frem mod 2027, hvor udvidelsen af motorvejen står klar.