Torbjørn Pedersen har været i alle verdens lande uden at flyve
I 2013 gav Torbjørn Pedersen sig i kast med et tilsyneladende umuligt projekt, der gik ud på at besøge alle verdens lande uden brug af fly. Her 10 år senere er han landet i Danmark, og missionen er fuldendt.
»Der er mere end 13.000 ryttere, der har gennemført Tour de France. Der er mere end 6.000 bjergbestigere, der har været på toppen af Mt. Everest. Der er mere end 550 astronauter, der har været ude i rummet. Der er mindre end 300 mennesker, der har besøgt alle verdens lande. Der er fire, der har gjort det to gange. Der er to, der har gjort det i ét hug. Og nu er der én, der har gjort det i ét hug – helt uden at flyve.«
Sådan lød det fra Torbjørn Pedersen, da han landede på dansk jord onsdag formiddag efter 10 års jordomrejse, der har bragt ham til mere end 200 forskellige lande.