Sur smiley og stor bøde til Vingummi
Aarhusiansk slikbutik får bøde på 20.000 kroner af Fødevarestyrelsen for ikke at have fjernet farligt slik. Ejer vil klage, fordi han føler sig uretfærdigt behandlet.
Slikbutikken Vingummi, der ligger i Nørregade 49 i Aarhus, har modtaget en sur smiley og en bøde på 20.000 kroner af Fødevarestyrelsen.
Det fremgår af en kontrolrapport, hvor styrelsens kontrolteam var på besøg den 3. april.
Årsagen til bøden er ifølge rapporten, at man fandt fire pakker med Jelly Stick på butikkens hylder, efter at produktet var blevet tilbagetrukket af Fødevarestyrelsen på grund af kvælningsfare hos små børn.
Ifølge kontrolrapporten modtog Vingummi en mail vedrørende tilbagetrækning af Jelly Stick fra firmaets leverandør, og til selve kontrolbesøget kom ejeren og fjernede produkterne fra hylderne.
»Virksomhedens egenkontrolprocedure for tilbagetrækning er gennemgået, fordi virksomheden har ikke fulgt egne procedurer vedrørende tilbagetrækning,« skriver Fødevarestyrelsen i rapporten.
»Fuldstændig uretfærdigt«
Mohammed Aoun, der ejer to butikker i kæden på henholdsvis Frederiks Allé og i Nørregade, bekræfter forløbet, men undrer sig.
»Torsdag får vi normalt kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen, hvor det hele er, som det skal være. Her ser kontrolløren Jelly Sticks på hylderne og reagerer ikke på dem. Senere samme dag får vi en mail fra vores leverandør om, at vi skal få de her Jelly Sticks væk fra hylderne hurtigst muligt. Men mailen kommer om eftermiddagen, efter jeg har fået fri. Jeg ligger så syg dagen efter, og da jeg kommer på arbejde om mandagen, vil jeg fjerne det farlige slik fra begge mine butikker. Da jeg kommer ned til Nørregade, står der en kontrollant fra Fødevarestyrelsen og siger til mig, at der stadig er nogle Jelly Sticks på mine hylder. Jeg synes selvfølgelig, det er fair nok, at man gør sit arbejde, men i sidste ende synes jeg, at jeg også skal have lov til at holde fri eller kunne melde mig syg. Jeg er jo ikke en robot. Jeg forklarer, at jeg har reageret så hurtigt, jeg kunne,« forklarer han og fortsætter:
»Jeg føler ikke, jeg har fået en fair behandling. Man har ikke taget i betragtning, at jeg overtog de to butikker for nylig. Jeg har tænkt mig at klage, og jeg går videre med det her, fordi jeg synes ikke, det er fair. Det er fuldstændig uretfærdigt,« siger Mohammed Aoun.
Ved Fødevarestyrelsens besøg var der i øvrigt ingen anmærkninger i forhold til hygiejne.